Oberst er en femstjernet general

Det ottende fuldlængdeudspil fra Conor Oberst og hans Bright Eyes-projekt er en sammensat og ualmindeligt vanedannende magtdemonstration.

Bright Eyes - The people's key Fold sammen
Læs mere

Det hele begyndte i en kælder i Omaha, Nebraska. Her sad 13-årige Conor Mullen Oberst med en akustisk guitar, sin fars firesporsbåndoptager og et sangskrivertalent, som siden skulle vise sig at være noget nær grænseløst.

Først viste han det i eget navn og siden som hovedkraft i orkestret Bright Eyes, der fra 1997 og fremefter har udsendt en gavmild stribe af minialbum og fuldlængdeudspil, og kunstnerisk set kulminerede det hele på de to simultant udgivne 2005-plader, nemlig den elektroniske »Digital Ash In a Digital Urn« og den countrytonede »I'm wide Awake, It's Morning«.

Deres væsensforskellighed siger også en del om Obersts musikalske vingefang, og det samme kan man forsikre sig om på »The People's Key«, det ottende studiealbum fra Bright Eyes.

Her fjerner Oberst sig fra det puristiske countryspor, han senest dyrkede med supergruppen Monsters Of Folk, og bevæger sig i stedet ind i et mere sammensat og på én gang legesygt og alvorsfuldt univers.

Det første, som springer i ørerne, er den stemme, som åbner albummet og løbende dukker op og associerer sig igennem rumvæsener, solsystemer, teknologi, Gud, Hitler og alt derimellem. En rablen med en paranoid og desperat understrøm, som selvsagt påvirker lytterens modtagelse af de ti sange, og som yderligere forstærkes af Obersts vokal, der som altid pendulerer mellem den trodsige og det desperate.

Blandt de bedste

Det lyder sikkert dystert og drøjt, men »The People's Key« er meget mere end dette takket være de legende, rigt varierede arrangementer og de lette, popsensible melodier. Og man må forbløffes over den idérigdom og musikalitet, Oberst og hans hold er i besiddelse af.

Fra »Jejeune Stars« og dens Gatling-tordnende trommer og fine, fjerne kor over den muskuløse og guitar-huggende »Haile Selassie« til »Triple Spiral«, hvor elektronik løber i udkanten af Obersts stemme og den såvel fine som feminine andenstemme.

Det virker alt sammen en kende rodet ved første ørekast, men viser sig at være et skatkammer af lysende melodistumper og inspirerede instrumentale detaljer. »The People's Key« hører ganske enkelt til blandt de bedste Bright Eyes-udspil - og det siger sandelig ikke så lidt.