Hvor rigdom er forbundet med skam i rocken, så er den et ærværdigt mål for hiphoppere.
Derfor var det heller ikke så overraskende, da Liam O’Connor, Danmarks bedst sælgende rapper, meldte ud, at han havde afbrudt samarbejdet med sit pladeselskab. For at få fuld kontrol - og maksimere sine indtægter.
At hans nye album, der lanceres via TDC, udkommer umiddelbart efter TV-showet Voice, hvor han var dommer foran hele Danmark, ja, det er næppe heller tilfældigt.
Jernet er varmt lige nu, og er det også på albummet, omend i en anden forstand. Lysten, potensen og seksualdriften er nemlig til at få øre på i teksterne, og det samme er den dekadence og det mørke, der er blevet L.O.C.s signatur. Og kunstneriske spændetrøje.
Det forventes nemlig af ham, at han belyser livets skygge- og slagsider, og i de allerførste linjer på »Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1« synes han faktisk selv at pege på problemet: »Jeg kunne synge dig de smukkeste strofer/men behøver slet ikke/for de lytter jo alligevel først, når jeg siger, smukke kvinder vil behandles som pis.«
Men L.O.C. vil tilsyneladende hellere høres end skifte spor. Et sted lyder det i hvert fald sådan i hans karakteristiske stødende flow: »Find dem/fodr dem/fingerknep dem/Fuck dem/Forlad dem/100 til en taxa, kom godt hjem«.
Ikke meget nyt her. Og de steder, hvor mere positive følelser melder sig, formidles de med modsat fortegn og via negationer. Som når det lyder, at »Du giver mig lyst til at gøre noget dumt« og videre, at »Du er ikke ligesom hende/Du er ambitiøs/exceptionel/ikke bare en tøs.«
Om man ser en vilje til forandring i linjerne er selvsagt et spørgsmål om temperament og om hvor følsomt, man indstiller fortolkningsapparatet. Musikalsk kræver det også en indsats at finde tegn på forandring. Men de er der. I det som altid beatbårne univers bydes Pernille Vallentins lyse vokal således ind i »Skyd mig ned«, og i »Ode til Kvinde« får et blåt piano plads, mens en elguitar tegner spiraler i det fjerne.
Jokerens mirakel
»Ode til Kvinde« lyder som et kommende hit, og det ville være velkomment. Mindre sandsynligt er det, at »Jeg er Judas« rammer plet på mainstreamskiven. Her medvirker Jokeren på en facon, som nogle vil hade og andre - som jeg - blive afhængig af. Aldrig har han i mine ører lydt mere interessant, mere tændt, mere flosset.
»Jeg kan ikke længere høre musikken i mit hoved/Nu er der kun ord, ord, og mit tastaturs klapren«, snøvler han og lyder mest af alt som digteren Peter Laugesen - efter 20 Fernet Brancaer og 100 cigaretter.
Samme styrke og fascination melder USO, en anden rappergæst, sig slet ikke med. Og man kan heller ikke sige, at produktionerne, som Es har forestået, er de stærkeste, L.O.C. er blevet begavet med, men de er ikke desto mindre atmosfæreladede og fulde af velplacerede udfald og indslag.
Ja, måske er det store foretagende, som L.O.C. med årene er blevet, i det små ved at ændre kurs. Mod noget mere åbent, mere vibrerende og med et forhåbentlig knapt så forkrampet fokus på sjælens sorteste egne. Og da albumtitlen »Prestige, Paranoia, Persona« er fulgt af et »Vol. 1«, så er der noget at se frem til. For os - og for den entreprenante rapper.
