Nyt Michael Jackson album på vej

"Michael" bliver titlen på et album med nye og hidtil ukendte sange af Michael Jackson.

Coveret til det kommende Michael Jackson-album.  Fold sammen
Læs mere
Foto: HO

Godt nyt til alle Michael Jackson fans. De kan allerede nu sætte et kommende album med hidtil ukendte sange af den afdøde popstjerne på ønskelisten. 

14. december lander albummet "Michael" i musikforretningerne, og ifølge Sony Music vil det indeholde en række numre, som ikke tidligere har været udgivet. Et af numrene kommer til at hedde "Breaking News", skriver Reuters. Sony har også offentliggjort coveret, der viser en "kongelig" Michael Jackson omgivet af billeder fra hans lange karriere.  

Derudover er det ikke mange oplysninger omkring det nærmere indhold af Michael Jackson-albummet, Sony vil ud med. Det er stadig hemmeligt, hvor mange numre, albummet kommer til at indeholde, hvad de øvrige sangtitler er, og hvor meget af produktionen, der i det hele taget er foretaget efter Michael Jacksons død. 

Ifølge Sony er nummeret "Breaking News" optaget hos en af Michael Jacksons venner i New Jersey i 2007. Fra næste mandag og en uge frem vil det kunne høres på www.michaeljackson.com

Flere af albummets andre numre er ifølge Sony indspillet og færdiggjort med "forskellige samarbejdspartnere" i studier i Las Vegas og Los Angeles. Angiveligt skulle Michael Jackson bl.a. have arbejdet sammen med R&B-stjernen Akon.