En af popstjernernes vigtigste balancegange er at fremstå både uopnåelige og tilgængelige. De skal give os glamour og eskapisme, men engang imellem skal de også lige vise os dødelige fans, at de er af kød og blod.

Den balancegang må amerikaneren Britney Spears om nogen kende. Da hun brød igennem med »… Baby One More Time« i 1999, var »perfektion« en stor del af hendes appeal til publikum.

Hun var den slanke, hvide og (angiveligt) jomfruelige naboens datter med tandpastasmil og pæne manerer. Otte år senere krakelerede glansbilledet med stoffer, rehabilitering og udskældte TV-optrædener.

I dag har popfans konstant adgang til deres idolers privatliv via sociale medier, og det betyder, at succesfulde stjerner kan være ultratilgængelige uden at miste deres mystik og status. Tænk på Beyoncé, der hyppigt tilføjer indhold til Instagram, men udsendte sit seneste album uden traditionel promotion. Eller Frank Ocean, der trækker sig fra rampelyset i flere år mellem de forskellige album, men jævnligt deler tankestrømme på Tumblr.

På sit nye album »Glory« forsøger Britney Spears sig også med en form for intimitet. »I hope it sets us free / to know each other better«, sukker hun på åbningsnummeret, »Invitation«, der også fungerer som pastelfarvet glitterøjenskygge – den funkler og pepper humøret op, så man knap lægger mærke til, hvor hurtigt den forsvinder.

Den hjemmegående stripper

På »Private Show« leger hun hjemmegående stripper, der først vil blotte sig, når gardinerne er trukket for. Den hviskede mund-percussion og den sparsomme stortromme tages i brug for at skabe en intim stemning, men trods den fængende melodi lykkedes projektet ikke rigtigt. Når Britney kvækker »Slide down my pole, watch me spin it and twerk it«, lyder det mekanisk. Burde der ikke lægges mere sjæl i en privatforestilling?

Så passer den reggae-inspirerede »Slumber Party« bedre til sangerindens begrænsede register. Den fjedrende synthesizer er velvalgt til teksten om pudekampe og flyvende fjer, og det lyder fesent, ja, men det klæder Britney bedre end den hårdtpumpede EDM, der prægede hendes to foregående album.

Der er dog stadig for langt mellem de slidstærke numre. »Clumsy« er præcis, hvad titlen siger. Den skingre synth og Britneys hik-lignende »Oops!« skærer i ørene og får mig til at savne »Oops!...I Did It Again«.

Men på »Glory« er Britneys sukkerpop tilbage i små doser, og det er i øjeblikke værd at hvine ad. »Hard to Forget Ya« starter med klaprende percussion, hvorefter de æteriske Moby-lignende synths bygger op til det store omkvæd. Jeg kan ikke komme i tanker om en mere euforisk Britney-sang siden »Brave New Girl« på »In the Zone«, og den finder man helt tilbage på sangerindens fjerde album.

Med hjælp fra produceren Bloodpop gør Britney Justin Biebers »Sorry« kunsten efter på »Better« og laver en poppet tropical house sang med blød marimba synth og 4/4-beat.

»Gotta open up / cause it feels much better«, synger hun, og det er fint nok, at hun gerne vil være intim. Men uden en gennemført, innovativ lydside siger jeg nej tak.

Hvem: Britney Spears.

Hvad: »Glory«, Sony Music/RCA Records.