Nyt album: Coldplay er på kanten af en selvparodi

Den britiske kvartet Coldplay virker mere interesseret i at konsolidere forretningen end at udfordre sig selv på »A Head Full Of Dreams«.

Coldplay:  »A Head Full Of Dreams«, Warner Music Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det bliver ikke meget større end Coldplay. Den britiske kvartet er et af klodens suverænt mest populære bands og en kæmpe millionforretning. Herhjemme har de lige annonceret en ekstrakoncert i Parken til sommer, og man vurderer altså, at de fire briter vil kunne sælge op mod 70.000 koncertbilletter alene i lille Danmark.

Her kommer humlen: Jo større man er, desto mere er der også på spil i kroner og ører. Og den slags kan som bekendt sætte en stopper for både risikovillighed og trangen til at prøve nye ting af. Man har jo allerede en forretningsmodel, der virker, så hvorfor ændre på noget? Man kunne jo ligefrem risikere at tabe terræn.

Eller hvad? Coldplay har aldrig lagt skjul på, at de ville være verdens største band. De er gået benhårdt efter det og har nået deres mål. De er by all means det nye U2, og det har de været i en del år efterhånden.

Men det er værd at huske på, at da U2 skulle lave deres syvende plade, rejste de til Berlin og lavede »Achtung Baby«. Og det var i høj grad en plade, der lykkedes, fordi den turde tage nogle chancer og gøre det uventede.

Coldplay og Apple

Den slags risikovillighed finder man ikke på Coldplays syvende, »A Head Full Of Dreams«. Langt hen ad vejen fremstår den faktisk som en videreførelse af »Mylo Xyloto« fra 2011. Minus den plades forvrøvlede rockopera-møder-Orwell-koncept og hjælpende hænder fra kapaciteter som Brian Eno, Rihanna og Jon Hopkins. Og nu i stedet med opadvendte mundvige, quasi-new age-spiritualitet og den norske hit-producerende duo Stargate i producersædet.

Glem U2! Måske Apple i virkeligheden er en bedre analogi for, hvor Coldplay står lige nu. Begge er store multinationale virksomheder med yderst populære varer på hylderne. Og Apple er sjovt nok også på trapperne med deres syvende iPhone, der nok skal blive købt af millioner af mennesker verden over. Men som langt hen ad vejen nok kommer til at være mere af det samme bare i smartere indpakning. Præcis som Coldplays nye album.

Der er andre ligheder. For ligesom mange store tech-virksomheder forsøger at sælge deres produkter på påklistrede altruistiske værdier og løfter om noget større – noget der kan sætte kreativiteten fri og sætte kulør på din grå hverdag – forsøger Coldplay at gøre det samme med deres musik.

Et hurtigt kig på de aktuelle sangtitler afslører ord som »dreams«, »adventure« og »fun«. Altså positive universelle begreber, som rummer en form for løfte om noget ekstraordinært, noget der transcenderer det grå hverdagsliv.

Lige netop den del understreges yderligere af kulørte sangtitler som »Everglow«, »Kaleidoscope« og »Color Spectrum« samt ikke mindst albumcoveret med den regnbuefarvede geometriske figur med de mange overlappende cirkler. Det er ren Benetton-reklame møder de Olympiske Lege. Hele kloden er inviteret med til festen.

Følelsen af »Mylo Xyloto«-deja-vu er endnu mere ærgerlig, fordi den føles som en spildt mulighed oven på den elektronisk afdæmpede skilsmisseplade »Ghost Stories« fra sidste år. Den var på ingen måde et mesterværk, men den viste dog vilje til at tage bare et minimum af chancer.

Uopfindsomt genbrug

Med »A Head Full Of Dreams« er Coldplay tilbage i nogenlunde vante omgivelser. Klar til at konsolidere forretningen Coldplay og få solgt nogle koncertbilletter.

Flere steder tenderer det selvparodi. »A Head Full Of Dreams« er den måske mest Coldplay-agtige albumtitel, man kan tænke sig. Nogen, der kan huske »A Rush Of Blood To The Head«? Eller hvad med »A Sky Full Of Stars«? Og prøv så lige at overveje det her: På »Mylo Xyloto« hed albumlukkeren »Up With The Birds«. På den nye plade får vi nye sange med titler som »Up & Up« og »Birds«. Utroligt opfindsomt, må man sige.

Det nyeste og mest »vovede« i seneste version af Coldplay er gruppens flirt med disco på både titelnummeret og »Adventure Of A Lifetime«. Måske de har taget et cue fra et andet af tidens store arena-rockbands, Arcade Fire, der gjorde noget lignende på deres fjerde album, »Reflektor«, i 2013.

Det er om ikke andet her, pladen fungerer bedst. Stadion-disco kunne man måske kalde det. Men det er også et idiotsikkert træk, når man som (tidligere) rockband gerne vil signalere udvikling og lidt uhøjtidelighed.

Leflende, pompøst og totalt charmeforladt

Andre steder går det helt og aldeles galt. Den waltzende ballade »Amazing Day« er så opkogt, overkompresset og omklamrende, at det næsten er kvælende. Chris Martin vil så hjertens gerne synge dybt om livets mirakel, men det bliver aldrig til mere end hjerneblødende banale betragtninger om, hvor små vi er i forhold til stjernerne og den åh, så store mælkevej. Ren Ga-Jol-filosofi for åndsamøber.

Ja, undskyld mig, men som kunst betragtet er det her altså noget værre møg.

Det er leflende, pompøst og totalt charmeforladt. Og så har det oven i købet nerven til at have virkelig høje tanker om sig selv samtidig. Men hey, som produkt er det da både vellydende og funktionelt nok til, at det nok skal flytte nogle enheder. Vi ses i Parken, folkens.

Hvem: Coldplay.

Hvad: »A Head Full Of Dreams«, Warner Music.