Man skal have boet under en sten for ikke at have hørt den. Ud ad nedrullede ruder på forbipasserende biler, på dansegulvet til sommerfesten, i radioen på kontoret. Og kender man sangen, har man formentlig også set musikvideoen med de letpåklædte damer, der netop har rundet 115 millioner visninger på YouTube. Jo, den erfarne 36-årige amerikaner Robin Thicke har med den slibrigt funky »Blurred Lines« leveret et af årets største sommerhits.
Om der er flere pletskud i samme størrelsesorden på det ledsagende album, tvivler jeg dog på. Men mindre kan også gøre det. For langt hen ad vejen er det faktisk lykkedes Thicke at lave et hæderligt bud på den funky partyplade, som mange nok havde håbet, at Justin Timberlake ville have givet os i år. For i modsætning til Justin – der på »The 20/20 Experience« virkelig trak poppen i langdrag – så sigter Thicke direkte efter de hurtige hooks og dansegulvet.
»Ooo La La«, »Ain’t No Hat For That« og »Get In My Way« er old school discopop med funky guitarlicks, syntetiske horn og strygere, der nok skal appellere til de mere modne lyttere, mens »Give It 2 U« og »Take It Easy On Me« sigter efter det unge segment ved at lade tidstypiske EDM-synths gnubbe sig op ad Timbalands groovy midt-00er-produktioner. Alt sammen bundet sammen af Thickes kompetente r&b-fraseringer og eksplicit kurtiserende tekster.
Det er ganske fermt og iørefaldende uden på noget tidspunkt at blive synderligt nyskabende eller personligt. Men det svinger festligt nok til at holde interessen for Thicke kørende. I hvert fald lidt endnu.
Tilforladelige klicheer
Hvor nogle popalbum lander på en bølge af medvind, er det her i 2013 mere op ad bakke for andre. Selv om tiden for længst har gjort drengene til mænd (og deres fans fra teenagere til mødre), fortsætter det amerikanske 90er-boyband Backstreet Boys med at udgive musik. Og på gruppens ottende album »In A World Like This« er det meste ved det gamle.
Her trakteres med en klæg og følsom røvballemusik, der ikke er bange for at omfavne de allermest slidte popklichéer. Men det meste er sådan set skruet sammen med tilpas meget professionalisme og sans for iørefaldende melodier, at det nok skal appellere til mange af de gamle fans.
Backstreet Boys har aldrig været stor kunst, og med det in mente rummer albummet nogle ganske tilforladelige stunder i form af powerballaden »Show ’Em (What You’re Made Of)« og den opulente stadionpopper »Make Believe«, der stinker langt væk af radiohit. »Try« og »Trust Me« er akustisk feel-good-pop, der viser, at herrerne faktisk besidder nogle af de bedre vokaler inden for deres felt. Ærgerligt, når vokalharmonierne andre steder på albummet er flade som en skive tre-stjernet salami.
Selv om albummet rummer sine tåkrummende øjeblikke, er »In A World Like This« grundlæggende et godkendt Backstreet-album, der fungerer okay på sine egne skamløst poppede præmisser.
Men øjeblikkets poptrone, ja, den tilhører altså Robin Thicke.
Fire af seks stjerner
Hvem: Robin Thicke
Hvad: »Blurred Lines«, Startrak/Interscope
Tre af seks stjerner
Hvem: Backstreet Boys
Hvad: »In A World Like This«, K-Bahn/BMG
