Nye, gamle sange, der hverken gør fra eller til

Poul Krebs gør hverken fra eller til på den rock – og bluestonede »Asfalt«.

Musikeren Poul Krebs. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg kan vel lige så godt tone rent flag fra begyndelsen og sige, at jeg sjældent har kunnet hidse mig op over Poul Krebs. Hverken på den ene eller anden måde. Hans sange er med andre ord ikke rigtig irriterende, men heller ikke rigtig gode og hjerte- eller hjerneæggende.

De er der bare. Sådan en musikalsk og håndværksmæssigt forsvarlig træden vande. Og sådan fremstår den folkekære Krebs også på »Asfalt«, hvor han blandt andet synger om parforhold og om det smukke i at blive sammen. Eller som det lyder som noget af det første: »Ku vi være dem/dem der holder sammen/i en verden der falder fra hinanden«. Her som på resten af albummet er prosaiske vers og sangskriverens stemme forsøgt forløst i enkel, blød og let nostalgisk blues og rock. Det er musik, som den lød dengang verden stadig var ung og i farver, og derfor lyder den også lidt altmodisch i dag. Som »Lugten Af Asfalt«, der stedvist synes at hilse på »Whiskey In The Jar«, og hvor et par horn trutter lidt.

Tempoet sættes imidlertid ned i duetten med den adopterede svensker Lisa Nilsson, og »Vi Tog Heldigvis Fejl« fortæller om et par, der har fundet ud af, at de er »langt, langt bedre sammen/tilsammans/ end hver for sig«. Det er jo en smuk erkendelse, bare synd den er foldet ind i et fuldkommen anonymt arrangement med tangenter, guitar og trommer.

På færgen

Vennen Michael Falch giver også sit vokale besyv med på »Asfalt«, ligesom Henning Kvitnes. Sidstnævnte dukker op i »Stena Line«, der gemmer på en af de få sætninger, som har lidt prægnans og billeddannende kraft. »Stille søndag på Stena Line«, synger Krebs her med sin på én gang rustne og nasale vokal, som hviler på et udspil, der hylder den klassiske sangskrivning, men måske – ufrivilligt – ender med at stille spørgsmålstegn ved, hvad vi skal med flere af disse nye, gamle sange, der hverken gør fra eller til. Der hverken er ophidsende på den ene eller anden måde.

I en verden der falder fra hinanden – på så mange interessante måder.

Hvem: Poul Krebs.

Hvad: »Asfalt«, ArtPeople.