De kan tælles på mindre en én hånd. Antallet af sange i The Beatles’ diskografi, der er skrevet af Ringo Starr – spasmageren med den store næse og det brede smil.
Lennon og McCartney nærede ikke megen tiltro til trommeslagerens sangskrivningsevner. Det skulle de nok tage sig af. George kunne få lov at smide et track ind hist og her på hvert album. Men Ringo? Nul putte.
De eneste af Ringos numre, der klarede sig gennem powerduoens bullshit-filter, er »Don’t Pass Me By« og »Octopus’ Garden«. Desuden var han medkomponist på »What Goes On«. That’s it. To og et halvt styk.
I det hele taget har han måttet sluge en del kritik gennem årene. Onde tunger hævdede for eksempel, at han kun var den næstbedste trommeslager i gruppen, og at Paul trådte til bag tønderne, når det blev for vanskeligt for ham. Den køber jeg dog ikke.
Ringos simple og løse spil passede perfekt til kvartettens kompositioner. Man kan slet ikke forestille sig The Beatles uden ham. Giv ham lidt credit.
Men for at vende tilbage til hans evner som komponist, så må man konstatere, at John og Pauls skepsis var delvist berettiget. Det er ikke som sangsmed, han har brilleret.
Heller ikke i løbet af hans ganske produktive solokarriere, hvor dette er det 18. album i rækken. Her har Ringo aldrig formået at skrue et værk sammen, der kan stå mål med bandkollegernes ypperste meritter. Derimod har han udsendt flere fæle fadæser.
Lunken mellemvare
»Postcards From Paradise« er dog hverken et floppet fejlskud eller det mesterværk, som endegyldigt vil lukke munden på kritikerne.
Det er derimod en lidt lunken mellemvare, hvor hovedpersonen hygger sig med en omgang magelig pop/rock i selskab med kyndige musikalske venner som Eurythmics’ Dave Stewart, Todd Rundgren samt medlemmer fra The Eagles og Toto m.fl.
Udfaldet er en række nostalgiske, musikalske postkort, der higer efter fordums storhed og ungdommens formative eventyr.
Her er flashbacks til præ-Beatles-tiden i den gumpetunge »Rory & The Hurricanes« om dengang, alting var mere simpelt, hvor han og hans mates var unge, sultne løver med massive stjernedrømme: »We Were Sleeping On The Floor. Living On Bread And Jam. Because We Thought We Hit The Big Time, We Didn’t Give A Damn« reflekterer han.
»Bridges« er en temmelig mislykket udflugt til reggae-land, »Not Looking Back« er en sukret kærlighedserklæring til fruen, Barbara, mens titelnummerets fjogede leg med Beatles-titler er en opvisning udi pinlig tekstskrivning.
Så går det straks bedre mod slutningen af albummet på den funky »Island In The Sun« og den afsluttende feel good-rockfest »Let Love Lead«. Her formår Ringo at redde en del af æren, så han med god samvittighed kan fejre sin 75 års fødselsdag til sommer.
Tillykke på forhånd, du gamle. Du er god nok. Bedre end dine sange, faktisk.
Hvem: Ringo Starr.
Hvad: »Postcards From Paradise«, Universal.
