Norske toner og tangenter

De to pianister Tord Gustavsen og Terje Bjørklund bekræfter, at de oppe i fjeldlandet kan et og andet med jazz.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det faktum, at jazzen i sin oprindelse er en amerikansk kulturform, har ikke kunnet forhindre, at Norge i de seneste fire årtier i høj grad har været med til at sætte dagsordenen på den internationale jazzscene. Og budskabet er ikke mindst blevet udbredt via en række signifikante norske musikeres alliance med det fornemme tyske pladeselskab ECM Records.

Denne alliance er fortsat livskraftig, og i det nye årtusind har det i blandt andet været den nu 43-årige pianist Tord Gustavsen, der har videreført de stolte traditioner. Det er sket med et spil, der har folkemusikalske og romantiske under- og overtoner, og som ikke mindst ejer en udpræget ro og balance. I første omgang har Tord Gustavsen optrådt med egen trio, og denne er i de senere år – med bassisten Mats Eilertsen og trommeslageren Jarle Vespestad plus den garvede tenorsaxofonist Tore Brunborg – blevet til en kvartet.Der er dog fortsat nogle trionumre på kvartettens nyudgivelse, som alt i alt er endnu et lille mesterværk fra Tord Gustavsen. Overordnet er alt roligt og smukt, ja, undertiden religiøst, specielt i den gamle norske salme »Eg Veit I Himmerik Ei Borg«. Men også pianistens egne kompostioner har et åndelig og melodiøst tilsnit, som er et fint springbræt for stærke improvisatoriske ekskursioner, der kan have såvel meditativ som ekspressiv karakter.

En anden interessant norsk pianist er den nu 69-årige Terje Bjørklund. Han har været her og der og alle vegne, dog relativt sjældent på egne præmisser. Men nu får han langt om længe udsendt en dobbelt-CD, der rummer hans timelange »The Wedding«, som er en suite, der blander klassisk musik, jazz og folkemusik. Den slags kan i sig selv forekomme både betænkeligt og konstrueret, men her er der ikke desto mindre tale om et utroligt vellykket og helstøbt værk, der lever i kraft af kompositorisk originalitet og en række fremragende enkelt-præstationer.

Albummets anden CD er retrospektiv – med optagelser fra årene 1972-1982, hvor Terje Bjørklund viser sit autoritative og kreative håndelag i forskellige større eller mindre konstellationer. Her er dejligt soloklaver og fine alliancer, herunder et regulært-swingende samarbejde med den fine harmonikaspiller Asmund Bjørken.

Og så bliver albummet afrundet med et par kluboptagelser fra 1972 med den amerikanske tenorsaxofonist Dexter Gordon, der høres som veloplagt sanger i »Jelly Jelly«, mens han i »Sonnymoon For Two« leverer en vildtvoksende, otte-minutters saxofon-tour-de-force. Her formår Bjørklund – til trods for klubbens virkeligt jammerlige klaver – at levere såvel akkompagnement som solospil, der matcher den amerikanske mester.


Hvem: Tord Gustavsen Quartet.

Hvad: »Extended Circle«. ECM Records/Jazzcup

Fem stjerner


Hvem: Terje Bjørklund.

Hvad: »Yesterday Song«. Reflect/musikklosen.no

Fem stjerner