Hvem: Cecilia Bartoli, Sumi Jo, John Osborn og Michele Pertusi m.fl. samt orkestret La Scintilla under ledelse af Giovanni Antonini.
Hvad: »Norma«, opera i to akter af Vincenzo Bellini og Felice Romani.
Hvor: To cd’er på Decca
Cecilia Bartoli har aldrig været bange af sig. Hendes seneste album ligner alligevel det modigste i karrieren til dato.
For pladeepokens største sopraner har haft rollen som Norma i deres strube. Det er mægtige skuldre, hun stiller sig op på. Alle operaelskere fra det italienske vil nærlytte hver eneste tone med lup. Hvis man vil optræde som hjemlandets vemodigste heltinde nummer ét, kan man næsten ikke gøre det godt nok.
Den modige mezzosopran ender alligevel med at stå øverst.
»Norma« af Vincenzo Bellini er en historie fra det romersk besatte Gallien. En historie om præstinden Normas forhold til den romerske statholder og fortvivlelse da hun opdager, han har fundet en anden.
Værket har altid været meget smuk musik. Fuld af fængende arier som konsulens »Meco all’altar di Venere« og Normas berømte »Casta diva«. Overstrøet med dårende dejlige duetter og nogle af sopranfagets mest krævende koloraturer.
Smuk musik, ja. Men det har ikke altid været Bellinis musik. Eftertiden har forsynet den med talløse spring og ændringer af forskellig art - hvorved mange af de oprindelige virkninger er gået tabt.
Og det er dér, Cecilia Bartoli kommer ind i billedet:
Hun gør op med skiftende tiders modehejs i en ny version, der fører musikken tilbage til Bellinis oprindelige tanker med værket. Og som rigtignok har været indspillet et par gange før, men langt fra lige så godt. Og hendes musikere spiller på instrumenter fra Bellinis tid og i en stil som på Bellinis tid.
Den form for oprindelighed har ellers mest været forbeholdt musik fra barokken og wienerklassikken. Cecilia Bartoli og hendes orkester sender det historisk bevidste helt frem til romantikken. Til storhedstiden for den syngestil, italienerne kalder bel canto.
Ikke at indspilningen er lydefri. Cecilia Bartoli som præstinden og sydkoreanske Sumi Jo som konkurrenten Adalgisa kunne for eksempel godt stå bedre til hinanden - plus måske have valgt de samme vokaler hér og dér.
Men hele sættet har så meget, de andre ikke ejer. At det ikke varer længere end de godt 20 andre på markedet, skyldes den friske fart over feltet.
Bartoli ser selveste Maria Callas lige øjnene i sit portræt af den kranke kvindeskæbne og slår hende i stemmens skønhed.
Ens bryst har kun lige plads til hjertet bagefter.
