Succes er en gave. Det siger sig selv. Pengene strømmer ind, omtalen i de store medier er let at få, og de små klubber forvandles til store koncertsteder. Med rift om billetterne og blitzende fotografer foran scenen.
Norah Jones, der i dag udsender sit femte udspil, »Little Broken Hearts«, var det hele igennem med debutalbummet »Come Away With Me«, som udkom i 2002 og solgte i 22,5 millioner eksemplarer.
Albummets jazzpoppede sange ramte i den grad et behov i tiden og gjorde med ét Norah Jones til et verdensnavn. Hun var tilmed en god historie, idet hendes far var den legendariske sitarspiller Ravi Shankar der øvede stor indflydelse på The Beatles.
Men måske er det alligevel ikke så selvfølgeligt, at succes er en gave. I hvert fald ikke i tilfældet Norah Jones, som efter »Come Away With Me« blev fastholdt i en meget snæver rolle. Hun var således den smukke og velsyngende, men også lidt ligegyldige pige, som vist ikke engang skrev sine sange selv.
»Storleverandør af kedelig middagsmusik,« kaldte en anmelder hende, og mange andre fulgte trop med lignende ofte sande syrligheder. Og enten har hun følt sig ramt af kritikken, eller også har hun aldrig været den, hun fremstod som på debuten. I årene, som er fulgt, har hun under alle omstændigheder arbejdet sig væk fra det tidlige udtryk og i en mere interessant og kunstnerisk prægnant retning.
Hun har udgivet album med countrybandet The Little Willies, skrevet sange sammen med supersangskriver Ryan Adams og udgivet det fortrinlige soloudspil »The Fall«, som lyser med en egen let flosset autenticitet. Og nu udgiver hun så »Little Broken Hearts«, som er blevet til i samarbejde med lydtroldmanden Brian Burton bedre kendt som Danger Mouse.
Knuste hjerters klub
Det diskrete opgør med alt det pæne og smagfulde, Norah Jones engang stod for, og som hun stadig forbindes med, ja, det gøres der allerede op med på coverbilledet, som er en pastiche på plakaten til Russ Meyers B-film »Mudhoney«. Men forudfattede meninger er i sagens natur svære at mane i jorden, hvilket hun fik at mærke, da hun udgav »The Fall«, som blev mødt med en sarkasme og skepsis, den slet ikke fortjente.
Det samme vil sikkert ske for »Little Broken Hearts«, som ikke desto mindre er endnu et interessant skridt væk fra udgangspunktet. Her åbnes der med et distant, rullende guitartema og Norah Jones, som synger »My thoughts on leaving are back on the table, I thought you should know«. Og siden: »More loving is all I was after, but you couldn’t give it so I’m moving on.«
Det var den kærlighed, smidt ud, smidt væk, mens en klangfuld cello langsomt overtager arrangementet. En lovende åbning og niveauet holdes i den efterfølgende »Say Goodbye«, hvor Danger Mouses signatur det stramme, organiske beat melder sig og løber langs en melankolsk melodi, og hvor Norah Jones synger med sin distinkte stemme. Fuld af sval, let vemodig sensualitet.
Et smukt forlis
Stemmens klang har altid været den 33-årige newyorkers varemærke, og den står på »Little Broken Hearts« midt i et atmosfæreladet, uhyre vellydende og overvejende afdæmpet lydbillede.
Her er der intet lir eller instrumentale eksplosioner fra det drevne backingband, som spiller tilbageholdt og med mere blik for sammenhæng end for show-off. Ikke mindst i »After The Fall« hvor Norah Jones synger svimlende smukt, og i »Miriam« der løber som en langsom, mørk flod.
Så kan man selvfølgelig indvende, at albummet er for stille, for afdæmpet, når nu det kredser om et knust kærlighedsforhold. Men sandheden er vel, at langt de fleste brud faktisk ikke er voldsomme. Snarere smertefulde på en egen stilfærdig facon.
Sådan lyder »Little Broken Hearts« i hvert fald. Men det er altså ikke kun lyden af en kvinde, som kommer sig efter et forlist forhold. Det er også lyden af en superstjerne i opgør med sin fortid. Hvor lavmælt det end måtte lyde.
