Masser af stemning. Masser af forventninger.
Dansk musikliv modtager ethvert visit af Nikolaj Znaider med skønånd og kyshånd:
Virtuosen berejser den ganske verden med en violin til over 30 mio. kroner – anskaffet af tre fonde og skænket til Det Kongelige Teater, der igen låner den ud til ham.
Znaider optræder på teatret en gang om året som tak for lån. Og det har næsten altid været en udelt fornøjelse. Når drengen med krøllerne og det dynamiske underbid spiller bedst, er der ingen over og ingen ved siden af.
Man kunne så heller ikke klage over værkerne i tirsdags:
To tyske trioer fra kammermusikkens guldalder plus et schweizisk værk om nattens hemmeligheder. Beethoven fra hans afdæmpede side og Brahms’ inderlige melankoli! Musik fås ikke meget bedre.
At sidde i Gamle Scenes røde fløjl og høre netop den slags musik forbliver noget helt særligt. Der kommer noget gammeldags og uendeligt fint over det hele. En ting som tempoet er for eksempel bare i orden. Altså ingen dumme overraskelser eller sære valg hér.
Trio mangler rutine
Begge medspillere hører også til fagets elite: Den berømte Jian Wang med sølvtonen på sin dybe cello og udseende som et kinesisk svar på Leif Davidsen. Og den unge Saleem Abboud Ashkar med hans altid så friske tone på klaveret.
Nuvel: Trioen har ikke spillet sammen så længe endda – hvilket man godt kan høre.
Verdenskineseren på cello kommer af og til et helt slag eller to forkert ind. Og palæstinenseren på klaver virker voldsomt afhængig af sine noder. Da assistenten to gange vender forkert blad, går han nærmest i panik.
Ingen kan sætte en finger på Nikolajs eget spil. Han svæver over vandene og sidder som den første blandt ligemænd. Men man kan godt kræve, han holder sine kolleger lidt i ørerne og beder dem gøre deres bedste.
Så aftenen står lidt på gribende guldaldermusik med modifikationer. Hvad, der kunne have været himmel, virker en smule halvgjort. For meget går op i sømmene.
Lige indtil ... Musik er og bliver en helt uforudsigelig kunstart.
Aftenens to sidste satser står tilbage. En streng på Nikolajs violin går i stykker og springer op med et smæld. Folk ser det danske verdensnavn fra en menneskelig side og møder katastrofen med humor.
Trioen rejser sig straks og vender tilbage med alle strenge i behold.
Og det er så dér, magien indtræffer. Det lille uheld har pillet al anspændt ud af situationen. Hvad, der ellers var en krop med tre lemmer, lyder fra dét øjeblik som ét klanglegeme. Veldrejet og uendelig varmt.
Til gengæld ærgerligt med det trykte program. Eksemplerne på fejl og elendige oversættelser fra engelsk står i kø:
Brahms har ikke skrevet en »Double Concerto«, Messiaen ikke en »Quartet for the End of Time«, det hedder heller ikke »strygerinstrumenter« – man kunne blive ved. Teatret er en dansk nationalscene og skal have orden i den slags.
Men mange tak for musikken.
Hvem: Nikolaj Znaider, Saleem Abboud Ashkar og Jian Wang.
Hvad: Beethovens op.97, Blochs tre nocturner og Brahms’ op.87.
Hvor: Gamle Scene, tirsdag.
