Noel Gallagher er tilbage

Den ældste af brødrene Gallagher leverer sine bedste sange siden Oasis erobrede verden i midthalvfemserne. Og han synger dem selv.

Noel Gallagher har ikke mindst i form af sit aktuelle soloudspil »Noel Gallagher’s High Flying Birds« fundet melodien igen efter opløsningen af Oasis og dermed det musikalske parløb med lillebror Liam for godt to år siden. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Oasis er fortid, og mens lillebror Liam Gallagher fortsatte i nogenlunde samme dur med dårlige og so-so-agtige rockskæringer i Beady Eye, holdt storebror Noel Gallagher vejret og fandt den akustiske guitar frem, den selvsamme som i midthalvfemserne forvandlede provinsbumserne Oasis til verdensstjerner over to album, »Definitely Maybe« og »What’s The Story (Morning Glory)«.

At dømme ud fra de sidste mange, mange år, var der ikke mere i brønden hos Noel. Men med enden på Oasis har han på mere end én facon fundet melodien igen. Tre-fire akkorder og ud i verden i traditionen John Lennon, når beatlen var bedst. Og derfor lyder broderparten af skæringerne på debutalbummet »Noel Gallagher’s High Flying Birds«, som en naturlig forlængelse af de ovennævnte to Oasis-skiver. Dog med den undtagelse, at der ikke er lige så mange uforglemmelige sange iblandt.

Men nogle er der, og lad mig straks fremhæve det vidunderlige åbningsnummer »Everybody’s On The Run«. Et storladent popdrama med klassiske forstærkninger sætter et drama af følelser i scene, som virkelig får de små hår til at rejse sig og blodet til at bruse.

Nok så vigtigt synes Noel aldrig at have sunget bedre, og det er bestemt ikke et track, man kan høre Liam synge for det indre øre.

Ekstra nerve

Han kunne til gengæld have føjet en ekstra nerve til den pulserende dancerocker »AKA...What A Life«, der lyder som et nummer kogt op af Happy Monday, Stone Roses og Andrew Weatherall i skøn forening. Men nummeret er dæleme godt i sig selv.

Den primære del af udspillet udgøres af Noels klassiske mellemtempo-flair, arrangementerne er løse uden at være det. Den akustiske guitar er i centrum, emmen af tresserlyden, af Beatles især, er tyk med en enkelt afstikker eller to til The Kinks. Det er svært ikke at lade sig charmere af »Soldier Boys And Jesus Freaks« og en form for søstersang til »Wonderwall«, som Noel kalder »AKA...Broken Arrow«.

Hvorom alting er, så er dette genhør med den ældste af Oasis-brødrene lige så meget en overraskelse som den er positiv.