»Uden dig var der ingen plade, og vi er evigt taknemmelige for, at du holder liv i musikken.« Ordene står at læse i bookletten til Noahs debutalbum. Lasse Dyrholm og Troels Gustavsen hedder de to bag de ti sange og takkeordene.
Og de har ret: Det er lytterne, der bærer alle popsange. De er lavet for at blive hørt af så mange som muligt, og er der ingen der hører dem, har de ingen berettigelse.
Har man hørt bilradio eller været i fitnesscenter, ved man imidlertid, at Noahs sange lever. At de bliver spillet, sådan som de er designet til at blive det. De er med andre ord aldrig tænkt som stor kunst, og derfor vil det også være urimeligt at vurdere duoens sange efter sådan en målestok.
Det er derimod fair at måle en popplades kvalitet ved at lytte efter melodiernes styrke, produktionens dybde og – ikke mindst – om der er personlighed i spil.
Scores der højt på alle parametre, er mirakler mulige. Lyt bare til Marie Keys seneste album. Men hos Noah er melodierne dybt forudsigelige og fortærskede. Det er, som om de alle er hørt før og hørt bedre, og de er pakket ind i en fuldkommen glat, karakterløs produktion, hvor Troels Gustavsens nasale vokal lyder som Tue West på morfin.
Noahs numre er at sammenligne med et IKEA-møbel: Alt er set bedre andre steder, og nok er det let tilgængeligt, men holder ikke længe.
Dertil kommer en følsomhed, som i sidste ende er kynisk. Ikke mindst teksterne – i bookletten kaldes de lyrik! – der kredser om kærlighed, men aldrig virker som andet end forsøg på at engagere lytteren på den lettest mulige måde: »Jeg gav dig mit hjerte«, »Du rev mit hjerte ud« og meget mere i samme pinagtigt banale, klichéredne stil.
Men med »Over byen«, »Alt er forbi« og »Det’ Okay« har de altså fundet vej til fitnesscentret og bilradioen. Godt for dem, men åbner man ørerne midt i et bænkpres eller højresving, er der ikke stort andet end ingenting på spil i sangene. Og sådan er det ærlig talt ofte, når man er i det danske popland, der befærdes af Burhan G, Xander og andre sejlivede døgnfluer.
Hvem: Noah.
Hvad: »Noah«, Copenhagen Records.
