Nephew er uden slidstyrke

Med »1-2-3-4-5« genudgiver Nephew de fem album, der har gjort dem til en kommerciel succes. Kunstnerisk stiller sagerne sig anderledes.

Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Opsamlingsbokse er en særlig størrelse. Her gøres der status, her lægges album på album i stift pap, og her holdes en hel karriere frem. Det er vores samlede værk, det er vigtigt, siger alle disse kasser.

Nu har Nephew så udgivet deres opsamlingsboks, »1-2-3-4-5«, der samler fem album og en karriere, som har været en stor kommerciel succes. Det kunstneriske venter vi lidt med og konstaterer, at det store publikum, mainstreamen, for alvor fik ørerne op for bandet i 2003.

Tiden op til var ellers fattig på opmuntringer, og i boksens tekstmateriale fortæller guitarist Kristian Riis: »Som sidste udvej sendte vi en demo med tre numre – »Movie Klip«, »En Wannabe Darth Vader« og »Dårlig Træning« til P3 – brændt fra computeren.«

P3 valgte at gøre »Movie Klip« til Ugens Uundgåelige, og herefter åbnede Danmark sig for Nephew, der nu, ti år senere, har solgt 400.000 album og spundet et væld af hits. Samtidig med boksen udgiver bandet da også deres 21 radiosingler på dobbeltalbummet »Igen & Igen &«, og de har uden tvivl været med til at trække salgstallene derop, hvor ellers kun Gasolin, D-A-D og få andre hjemlige rockgiganter færdes.

21 singler

Men der er som tidligere antydet også en anden side af historien, som ikke handler om det kommercielle, men om det kunstneriske. Om numrenes melodiske, arrangementsmæssige og tekstlige kvalitet. Eller sagt med færre ord: Om deres slidstyrke.

Og ved at genudgive alle fem album og alle singlerne, ja, så beder Nephew om en form for revurdering og forestiller sig måske også, at en opskrivning, ja, måske ligefrem en kanonisering, vil finde sted. Bokse kan dog også give bagslag, og det er desværre tilfældet her. Ét er, hvordan deres album gør sig i hukommelsen, noget andet hvordan de reelt lyder.

Som de 21 singler antyder, har deres sange en umiddelbar appel. De sætter sig lynhurtigt i øret og kører rundt derinde med deres enkle omkvæd og distinkte brug af riff og med Simon Kvamm som bevidst stiv, staccatohakkende frontfigur. Men forbløffende få sange står distancen i dag. En af undtagelserne er »Igen & Igen &« fra bandets bedste album, »Interkom Kom Ind«. Her er melodien lige så stærk som arrangementet.

Udmærket er også den anderledes afdæmpede »Søndagsbange« fra dette års ellers mislykkede »Hjertestarter«, og kunne med sin stilfærdige angstladede følsomhed lyde som en ny signatursang til Det Elektriske Barometer.

Men »Søndagsbange« og »Igen & Igen &« er altså undtagelser, og det er overraskende, hvor unuanceret og goldt enerverende broderparten af Nephews sange lyder.

»Superliga«, »Movie Klip« og »Police Bells & Church Sirens« er kun alt for sigende eksempler og fremstår mest af alt som kyniske konstruktioner i blåsorte produktioner, som effektivt fryser al varme og alle nuancer til stive karikaturer.

En stil, Simon Kvamm sjældent ændrer ved med sit usmidige, mekaniske sangforedrag og tekster, som er så åbne, at de intet siger. Her fra »007 Is Also Gonna Die«: »What is black and what is brown/What is field and what is town/What is silence, what is shout/What is fear and what is doubt«.

Eller fra »En Wannabe Darth Vader«: »Fuck af, get in and shout/Hvorfra kom Twix? Fra Raider/Breathe in, breathe out/Hvorfra kom jeg? Darth Vader«.

Lå-lå-lå-lå!

Nonsens kan bestemt være velgørende, og i Nephews metronomrock kunne det også være et velkomment, menneskeligt element. Men Kvamms vers er uden charme endsige nævneværdig kunstnerisk kraft.

I interview fremstår han som et reflekteret menneske med afrundede meninger. Som tekstforfatter dyrker han derimod sprogspil med gimmickens intetsigende karakter, men fingerer alligevel en eller anden dybde.

En frugtbar sammenligning er Michael Stipe – sanger i nu opløste R.E.M. – som Kvamm har sunget om i »Superliga«, hvor han »er vis«. Det er jeg enig i. Og netop Stipe evner at skrive de mest vidunderlige stream of conciousness-vers med en poesi, Kvamm endnu ikke har vist, han besidder. Og så kan han også skrive en helt klassisk sangtekst, så hårene rejser sig på arme og i ører.

Kvamm er heller ikke rigtig lykkedes med det sidste. Et forsøg som landsholdssangen »The Danish Way To Rock« virker på afstand tåkrummende med linjer som »Lad os prøv’ at kør’ dem rundt i ring/Lad os prøv’ at sende dem hjem i seng/La’ os afprøv’ nogle legestueting/Yeah, it’s the Danish way to rock.«

I øvrigt ikke underligt Nephew blev valgt til at skrive en fodboldsang. Deres egne sange lyder jo alligevel ofte sådan med deres mildt sagt tydelige omkvæd. Som i den lå-lå-lå’ende »Va Fangool!«, hvor Depeche Mode-inspirationen, som i snart sagt enhver sang i kataloget, også er hørbar.

Det er den også i den ganske vellykkede fortolkning af Kim Larsens »Byens Hotel«, hvor forlægget låner Nephew en dybde og en poesi, de ikke selv synes at rumme.

Øjeblikkets styrke

Alt dette er ikke ment som et jantebetændt karaktermord på et af alle tiders bedst sælgende danske bands. Slet ikke. Men det står bare med al tydelighed klart, at ikke alle bands bør lægge deres sange frem til genhør.

Det har timer i selskab med »1-2-3-4-5« og »Igen & Igen &« vist med sine slående endimensionelle, duftløse og kalkulerede sange. Nephew er derimod et øjeblikkets band. Deres styrke er at skrive sange, som virker første gang. Det er en stor kvalitet. Den er bare uforenelig med genudgivelser og stift pap.

Hvem: Nephew.

Hvad: »1-2-3-4-5« & »Igen & Igen &«, Copenhagen Records.