Historien er fuld af plader, der af den eller anden grund blev skrinlagt. En af de mest sagnomspundne er »Hitchhiker« – en akustisk samling sange indspillet af Neil Young på en enkelt fuldmåneaften i august 1976 – der nu omsider ser dagens lys.
Inspireret af gamle folk-helte som Woody Guthrie og Bob Dylan var Youngs idé at præsentere sangene i sin reneste form, præcis som de var skrevet. Men da han efterfølgende præsenterede resultatet for pladeselskabet, fik han at vide, at pladen lød som en demo, og at de ikke ville udgive den. Otte af de i alt ti sange har har siden fundet vej til andre Young-plader i nyindspillede og omarrangerede versioner, heriblandt favoritter som »Pocahontas« og »Powderfinger«, og det siger jo ikke så lidt om, at sangskrivningen bestemt ikke fejlede noget.
Her 41 år efter sin tilblivelse er pladen måske ikke ligefrem essentiel lytning, men ikke desto mindre står den som et råt snapshot af Neil Young på et tidspunkt, hvor de gode sange flød ud af ham. Det vi hører, er Young alene med sin stemme, sin guitar, mundharpe tilsat lidt weed, alkohol og coke, som han selv har fortalt.
Mere skal der egentlig ikke til for at høre de åbenlyse kvaliteter i sange som »Captain Kennedy«, den aldrig før udgivne skilsmisse-blues, »Give Me Strength« og den vemodige »Campaigner«, hvor Young prøver at overbevise sig selv om, at selv Richard Nixon har en sjæl.
Hvorfor Young har ventet så længe med selv at udgive pladen, må guderne vide. Han har intet at skamme sig over.
Neil Young
»Hitchhiker«
★★★★☆☆
Reprise
