Tragedier er tragiske. Det siger sig selv. De ødelægger, opløser, undergraver mennesker.
Men for kunstnere er de en knap så entydig størrelse. For de bliver selvfølgelig lige så skadede af tragedier som alle andre, men der er også talrige eksempler på, at de formår at omsætte dem til stor, blivende kunst. Til noget, der er større end dem selv, simpelthen, og et monumentalt eksempel er sanger og sangskriver Søren Huss, som for fem år siden mistede moren til sit barn i en højresvingsulykke.
En sort bølge af sorg skyllede ind over ham de følgende år. Selvfølgelig gjorde den det. Og ind over hans første soloalbum, »Troen & Ingen«. Før havde han været frontmand i pop-rockbandet Saybia, som nok solgte mange plader, men aldrig var bare i nærheden af det kunstneriske niveau, han nu nåede op på.
Det der ikke varer ved
Med tragedien fulgte en ny dybde og noget at bruge den stærke stemme og det åbenlyse sangskrivertalent til. Og med »Troen & Ingen« leverede Søren Huss årets danske album i 2010.
Nu er han så klar med opfølgeren, »Oppefra & Ned«, hvor instrumentering og produktion er nogenlunde den samme som sidst: Tangenter, guitarer, strygere, bas og trommer i et varmt, mørkt lyddesign. Og mørket svøber sig naturligvis stadig om sangeren og sangskriveren og meget tæt i den ulmende, langsomt flydende »Koma«, hvor de første linjer lyder: »Intet stemmer overens/endnu en dag i parentes/mørkedøs og forsvarsløs«.
I »Ambassade« er musikken også dæmpet og molsort, ligesom tungsindet er massivt tilstede i stroferne: »Det var engang en triumferende allé/alt var muligt, alt kunne ske/men det er ikke længere til at se/der er bare noget der ikke varer ved.«
Springende livsgnister
Der er dog lys at spore på »Oppefra & Ned«. Livsgnister og morgenklare erkendelser. Ny energi. I åbningsnummeret – den melodiske, flot svungne »Det Er Ganske Enkelt« – lyder det, at »Jeg kan ganske enkelt ikke sove længere/det har jeg ganske enkelt ikke tid til/ligger jeg i mørket bare lidt endnu/så er der ganske enkelt noget/jeg ikke når.«
Mens Søren Huss i den ligeledes dejligt melodiske »De Sorte Tal« kort og godt synger »Jeg elsker jo at være her«.
Musikalsk kommer den nyfundne energi og livsglæde til udtryk i et stedvist højere tempo end på »Troen & Ingen«. Mest markant i »Den Der Isme«, der samtidig bevæger sig ud over det selvoplevede og udfolder noget, der mest af alt ligner en kritik af kapitalismen. Eller »frihedskannibalismen«, som Søren Huss kalder den.
Der er andre gode ord og linjer at finde i de ellers ofte lidt klodsede vers.
Som »En tåre øjner chancen«. Eller »Du ligner noget nogen har fortrudt«. Men når »Oppefra & Ned« ikke er et nyt hovedværk i dansk sangskrivning, skyldes det primært fraværet af det helt store sug eller svaj i melodierne og måske også en fornemmelse af, at sangene ikke har presset sig på med samme nødvendighed som sidst. Men mindre kan også gøre det, og albummet er bestemt godt. Det er blot ikke brillant. Som sidst.
