Det virker mærkeligt at tænke på, at Kim Larsen en dag ikke kommer til at udsende plader mere. Den tanke fremstår naturstridig. Lune(fulde) Larsen er sådan én der altid har været der. Også for yours truly. Den første koncert jeg kan erindre er med Kim Larsen og Bellami på et stadion i Vejle engang i slutfirserne. Her havde min far taget den 5-6-årige udgave af mig med. Det var en stor oplevelse for sådan en klejn musikelsker i spe. Således har Larsen været en konstant for mig og mange andre, ældre og yngre, og af samme grund er det svært at forestille sig en dansk musikscene uden hans tilstedeværelse.
Men måske vi så småt skal begynde at vænne os til tanken? Ikke at Larsen har skruet mærkbart ned for koncertaktiviteterne. Her er han still going strong. Så sent som i august oplevede jeg en fremragende koncert med ham på sidste års Smukfest. Sådan kan han forhåbentlig forsætte længe endnu. Men han er efterhånden blevet 71 år og har de senere år haft slemme rygproblemer, hvilket har resulteret i at nationalskjalden nu må vandre omkring med en stok. Helbredet har været bedre.
Ydermere har veteranen skruet ned for blusset på udgivelsesfronten. Det nye album »Øst For Vesterled«, hvor han vanen tro ledsages af trofaste Kjukken, er således Larsens første album siden »Du Glade Verden« fra 2012. Lykkeligvis er det så tilmed et vitalt og yderst værdigt ét af slagsen, hvor den gamle gavstrik er i strålende spillemandsform.
For selvom Larsen har fået sig en stok til at hjælpe bentøjet på vej, så lider hans sangskrivning endnu ikke af alvorligt gangbesvær. På udspillet er den direkte, dynamisk og formår stadig i glimt at funkle et smukt sted mellem poetisk eftertænksomhed og en knuselskelig frækhed, der er en gammel slagterhund værdig. Kort sagt, så kan han stadig være virkelig Kim Larsensk – sådan som vi elsker ham.
Det er som om han gør boet op på »Øst For Vesterled«, der gennemgående har noget altmodisch og forsonende over sig. Ikke mindst på »Nostalgi«, der længselsfuld skuer tilbage til »dengang dagene fløj af sted«. På den drevne »En Gammeldags Mand«, der med sin soniske detaljerigdom spøjst nok lyder lidt som Larsen-disciplene i Folkeklubben, vedkender Larsen sig at være en mand af en anden tid. Nutidens hast og jag får en drag med stokken: »Grimme huse / grimme biler / fortabte børn med mobiler / der tørster efter kærlighed / enhver tid har sin egen elendighed«. Det lyder måske mavesurt, men Larsen har jo nok ret. Som han oftest har.
»Stativ Stakit Kasket« er en godmodig hyldest til sprogets kraft, hvor Larsen er i herligt nonsenshumor. Det er både festligt og folkeligt på den gode måde. »Damen Inde Ved Siden Af« er en flabet erindring om en 14-årig drengs forelskelse i den labre nabokvinde Frøken Petersen. Hende, der lignede Marlene Dietrich, holdt fester, drak billig vin og hyggede sig med sit nye mandebekendtskab, så det kunne høres gennem væggen.
Allerbedst er dog den ømme syndsbekendelse »Den Lige Vej«, der er Larsen, når han rammer eftertænksomheden renest og smukkest. Modsat er det eneste deciderede fejlskud malplacerede »All The Things We Said«, som atter engang demonstrerer, at Larsen mister sin poetiske kraft, når han skriver sange på skoleengelsk.
Det ændrer dog ikke på, at Larsen og Kjukken sagtens kan være »Øst For Vesterled« bekendt. Skulle det blive hans svanesang, så er det bestemt et mere end flot punktum. Men lad os håbe, at den gamle stadig har mange gode år i sig. Mon ikke?
Hvem: Kim Larsen & Kjukken
Hvad: »Øst For Vesterled«, Warner Music Denmark
Lyt til albummet her:
