Narkokrig i vinterpaladset

Dansk-australske Palace Winters debutalbum står på skuldrene af forbillederne The War On Drugs, men duoen eftergør idolernes lyd på vanedannende vis.

Dansk-australske Palace Winter. Foto. PR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kender I det, hvor man hører et nyt band for første gang, men alligevel virker de bekendte?

Det oplevede jeg, da duoen Palace Winter, bestående af danske Casper Hesselager og australske Carl Coleman, debuterede i fjor med EPen »Medication«. Makkerparrets velsmurte blanding af æterisk indierock med et strejf af døsig psykedelica, motorik-pulserende kraut-rytmik og støvet vind-i-håret-americana virkede i den grad genkendelig.

De anvender nemlig de samme musikalske grundkomponenter, som Philadelphia-orkesteret The War On Drugs har haft stor succes med at fusionere.

Amerikanernes lyd runger fortsat tydeligt i vinterpaladsets korridorer på Palace Winters debutalbum, »Waiting For The World To Turn«. Originaliteten er til at overse. Men når det er sagt, så eftergør duoen på en ret eksemplarisk og vanedannende facon forbilledernes evne til at skabe længselsfuld og panoramisk indierock af den slags, der får én til at føle, at tiden opløses i takt med, at tankerne suser ud ad den endeløse drømme-interstate.

Ser golde prærielandskaber for sig

Duoen smeder et fermt køre-i-bil-soundtrack sammen. Så fermt, at man nærmest kan føle vinden slikke på kinderne og se de rullende tumbleweeds på de golde prærielandskaber for sig under det adstadigt boblende åbningsnummer, »Dune Wind«, der med sine synth-sug, ringlende guitarer og piskende trommespil lykkes med at skabe en autentisk og billedskabende road trip-feeling.

Samme atmosfæriske præg gør også singlen »H.W. Running« til et herligt bekendtskab, mens den afsluttende tandem, »Dependence« og »Independence«, flot viser duoens evne til at flette den ulmende, minimalistiske balladekunst i førstnævnte sammen med det brusende og mere umiddelbare pop-rockede udtryk i sidstnævnte.

Når albummet alligevel ikke lykkes hele vejen igennem skyldes det til dels, at melodi-materialet endnu ikke er så fintunet som The War On Drugs’ ditto. Her besidder Palace Winter ganske enkelt endnu ikke samme usvigelige evne til at indgravere memorable hookbidder i deres vellydende soniske fernis, og så gør Colemans vokal ikke rigtig væsen af sig, men flyder i stedet lidt uforløst i ét med tapetet.

Men som debutalbum betragtet er »Waiting For The World To Turn« nu overordnet et både lovende, vellydende og stemningsmættet udspil. Så må det mere personlige aftryk komme mere i spil i næste omgang.

Hvem: Palace Winter. Hvad: »Waiting For The World To Turn«, Tambourhinoceros.