Når voksne mænd synger rock

Efter otte års pladepause gør Saybia flot comeback med en smagfuld og velturneret samling rocksange.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg gad godt vide, hvordan Søren Huss har det, når Saybia snart igen indtager spillestederne og skal spille »The Second You Sleep«.

Sangen er den fynske gruppes første og største hit og helt klart noget, deres fans gerne vil høre. Men det hører immervæk også en anden tid og et andet Saybia til med sit store, eksklamerende falset-omkvæd.

Det var sange som den, der gjorde, at bandet dengang i begyndelsen af det nye årtusinde fik det temmelig nedladende prædikat tuderock. Og nok også fortjent. For det var sandt for dyden også nogle håbløst melodramatiske rocksange, der uden videre finesse bralrede ud med sine store følelser og klæge hjerte-smerte-rim.

Siden sprang Søren Huss efter en personlig tragedie ud som solokunstner på dansk. Med en helt anden tyngde i lyrik, stemmeføring og arrangementer.

Og den tyngde har han heldigvis formået at tage med sig over i arbejdet med Saybias aktuelle comeback-plade, »No Sound From The Outside«, deres første i otte år.

For det er på flere måder en rigtig voksenplade, Saybia har lavet. Og det klæder dem altså.

Søren Huss synger fra det sted midt i livet, hvor man bare ... er. Der er ro i sjælen, en stille resignation; hverken helt oppe i skyerne eller helt nede i kulkælderen. »I’m not lonely, I’m not scared, somewhere in between airplane and submarine«, som det lyder på det flot afstemte åbningsnummer, »Airplanes And Submarines«, der ganske langsomt folder sine arme ud og omslutter lytteren i en varm omfavnelse.

Som tekstbidden også indikerer, er Søren Huss fortsat ikke nogen åbenbaring som engelsksproget tekstforfatter. Det er lidt mere standard og lettere at lytte henover, end når han foldede sig så uafrysteligt ud på sine danske soloplader.

Til gengæld kan man glæde sig over, hvordan Huss er vokset som frontmand. Hans melodier her er langt mere subtile, flottere svunget og ultimativt også mere slidstærke, end vi er vant til i Saybia-regi. Og det samme kan man sige om de gamle bandkammeraters langt mere smagfulde tilgang til arrangementerne.

Blandt højdepunkterne finder man den stemningsfulde midtempo-rocker »Black Hole«, hvis depri-omkvæd bugter sig over nogle rigtig flotte akkordskift.

Eller »Down« med sin fænomenalt dystre åbning og mellemstykke, der forløses fornemt i omkvædet, hvor en opadgående melodi på snedig vis bevæger sig i modsat retning af det sungne: »We’re going down, going down, going down if we don’t turn around«.

Selv om modenheden og det mere smagfulde udtryk klæder Saybia, så savner jeg dog også lidt mere spræl over en hel plade. De adstadige tempi, den omsluttende dyne af vellyd og de mere tilbageholdte melodier ender som lidt af en døs, når man indtager det hele på én gang.

Men det er udelukkende et spørgsmål om dosering og balance. Noget som Saybia ellers viser, at de har fået rigtig godt styr på nummer for nummer. Et flot comeback.

Hvem: Saybia.

Hvad: »No Sound From The Outside«, Sony.