Har et land en bestemt lyd? Er der virkelig sange og stemninger, som er signaturer for bestemte steder på verdenskortet?

Naturligvis. Tag bare USA som har sin helt egen måde at tale musikkens sprog på. En blanding af country, blues og folkemusik, der - som så meget andet amerikansk - er blevet efterlignet over resten af den vestlige verden.

Men amerikanerne taler nu sproget smukkest. Fordi det løber i deres blod, i deres historie, og tre af de navne som har leveret nogle af de stærkeste, mest ærkeamerikanske sange, er Ryan Adams, Bonnie »Prince« Billy og The Jayhawks, der alle er langt inde i deres karrierer - og alle er albumaktuelle.

Håndspillet, intimt

Ryan Adams gjorde sig først bemærket i det fænomenale altcountry-band Whiskeytown og har siden udgivet en sand strøm af soloplader, som har svinget mellem det sløje og det sublime. Og »Ashes & Fire« er lykkeligvis landet i den fine afdeling med sine 11 håndspillede, overvejende lavmælte sange, der tegnes op af westernguitar, blå tangenter og stilfærdige trommer.

Lyden er tæt og organisk, og arrangementernes enkelhed vidner om en sangskriver, som stoler på melodiernes styrke. Med god grund. For selvom den North Carolina-fødte Ryan Adams hverken bryder grænser eller udfordrer det amerikanske sangsprog, så besidder albummet en intimitet og hans stemme en sensibilitet, som kulminerer i »Come Home«, hvor klaver, whiskers og lapsteel føjes sammen, og hvor Norah Jones bidrager med lysende andenstemme.

Ulven kommer

Bonnie »Prince« Billy dyrker som Ryan Adams den autentiske, nære lyd og de organiske klange. Og de er begge nået dertil via rock, punk og elguitarer. Et andet fællestræk er en heftig produktivitet, men Will Oldham, som Bonnie »Prince« Billy er døbt, har lige fra tiden med Palace Brothers været mere excentrisk og tillige bragt en næsten arkaisk tone ind i en sangskrivning, der kredser om sex, død og tro.

Det har ført til mesterværker som »I See A Darkness« og »The Letting Go«, som lig hans øvrige soloudspil har trukket veksler på country og folkemusik. Det gør det 11. album under Bonnie »Prince« Billy-pseudonymet også. »Wolfroy Goes To Town« består således af 11 sparsomt instrumenterede sange i en tilbagelænet atmosfære, hvor westernguitar og vokaler ofte står alene i tusmørket.

Men selv om der er tindrende smukke kvindestemmer på albummet, så er det Bonnie »Prince« Billys vokal, som spiller den fineste og mest markante rolle. Optaget så tæt på mikrofonen, at dens Kentucky-tonede dialekt og raspede kvalitet står klart frem for enhver, og at lytte til albummet føles mest af alt som at sidde med ved et lejrbål på en terrasse for hundreder af år siden i USA. Og man ønsker ikke at være andre steder end lige netop dér mellem diskret skønne melodilinjer, afklarede arrangementer og stærke, overraskende linjer som »As boys we fucked each other/as men we lie and smile«.

Tostemmig signatur

Hvor Bonnie »Prince« Billy har holdt et respektaftvingende højt niveau karrieren igennem, har The Jayhawks været mere svingende. Og niveauet på den uopslidelige »Tomorrow The Green Grass« rammer de ikke på »Mockingbird Time«.

Mindre kan dog gøre det, og deres inspiration fra The Byrds og Gram Parsons forvandles stadig til hypermelodiske forløb, ligesom Gary Louris og Mark Olsons stemmer altid er en fornøjelse. Dertil kommer en blanding af vemod og varme, der løber gennem samtlige sange, og som også går igen i udspillene fra Ryan Adams, Bonnie »Prince« Billy og alle de andre musikere, som taler det amerikanske sangsprog. Nok er det gammelt, nok er det patineret, men det virker stadig ungt og vedkommende, når det ligger i munden og hænderne på de rigtige musikere. Fra landet derovre.