Patos er græsk og betyder følelse, lidenskab og lidelse. I kunsten er den også et greb. Bevægende, hvis det bruges rigtigt, men frygteligt, hvis det bruges forkert. Eller rettere: Hvis det overdoseres, så er resultatet oppustet, ulideligt. Tænk bare på gamle Meat Loaf eller nyere U2.
Andre, der har brugt patos effektivt, er Editors, som White Lies er nært beslægtet med. Samme mørke, postpunkede sound og samme søgen efter store, forløsende refræner med en patos, som ofte har været velgørende.
På briternes tredje udspil, »Big TV«, er alt dette også til stede og ikke mindst i teksterne. »Falling, like trash from the sky/I hit a patchwork of loneliness«, lyder det fra Harry McVeigh et sted på albummet, som gør flittigt brug af keyboards og slægter 1980ernes new wave-band Visage og samme årtis anderledes rockende Echo & The Bunnymen en del på. Det er alt sammen meget følelsesladet og alvorsfuldt, og dér, hvor der ikke er patos i musikken, bliver den lagt på af McVeigh.
Når det hele spiller sammen, som i »There Goes Our Love Again«, er det en fornøjelse at lytte til White Lies. Og det er det langt hen ad vejen, men enkelte steder bliver patosen for tyk, og så lyder trioen ikke som stort andet end varm luft.
Åbning i halvt tempo
Hos amerikanske Julia Holter er patos også et virkemiddel, omend økonomiseret meget strammere end hos White Lies. Og hvor trioens medlemmer har lært at spille i en garage i det nordlige London, er Holter vokset op i et akademisk, humanistisk miljø i Californien med en mor, som er universitetslærer og en far, som har spillet med folk-legenden Pete Seeger.
På sit tredje udspil, det allerede skamroste »Loud City Song«, taler hun lige så ofte teksterne frem, som hun synger dem. Som i åbneren »World«, der truer med at gå helt i stå mellem tangenter og strygere.
Det lyder som en sang i halvt tempo og den alternative tilgang er sigende for Holter, der ét sted spiller sig ind i et musical-lydende univers, et andet benytter reallyd af en løbende mand side om side med horn, så det lyder som lydsiden til en film, og endnu et andet sted slår ind i et akustisk, listigt gulvbas-jazzet univers.
Men det, der afholder albummet fra at blive begavede, men lidt uvedkommende lege og stiløvelser, er den patos, som kort åbenbarer sig. Som i »Hello Stranger«, en Barbara Streisand-cover, der dukker op midt på albummet: Et svagt brusende keyboard, lyden af måger, enkelte klangfulde strygere og Holters lyse, følelsesladede stemme.
I »He’s Running Through My Eyes« bliver de store følelser også malet op med piano og albummets smukkeste vokal. Her er følelsesfuldheden perfekt balanceret og står også ekstra stærkt, fordi den ikke er omgivet af mange andre strømme af følelsesfuldhed, sådan som det er tilfældet hos White Lies. Til gengæld er indtrykket af Holter lidt flagrende. Men stadig en fin oplevelse. Med godt styr på patosen. Midt i den søgende og afsøgende musik.
