Når søen gurgler i min mund

»Alverden God Nat« på Takkelloftet er forestillingen om Jens Munks farefulde færd nord om Amerika – men også en poetisk og sommetider ustyrligt morsom rejse ind i sindets ishav.

»Alverden god Nat« spiller på Takkelloftet i disse dage. Andreas Landin er søhelten Jens Munk på farefuld færd i Nordatlanten, Helene Gjerris synger moderen og isens inkarnation. Foto: Ditte Valente Fold sammen
Læs mere

Han blev kaptajn på »Enhjørningen« og fik støtte af selveste Christian IV. Opgave: Find vejen nord om Amerika til de indiske og kinesiske markeder!

Jens Munks liv var gjort af et eventyrligt stof.

Den uægte søn af en norsk lensmand stak til søs bare 12 år gammel og vendte aldrig hjem igen.

Han skulle overleve både Portugals vine, Brasiliens brune skønheder og franske piraters pinsler allerede som teenager.

Han skulle lede efter Nordøstpassagen i 1609, angribe svenskerne under Kalmarkrigen i 1612, stå i spidsen for Danmarks første hvalfangerflåde i 1617.

Og da kongen sendte ham på jagt efter Nordvestpassagen i 1619, var lykken gjort. Jens Munk kunne have held med sin færd nordpå eller dø deroppe. Begge dele lige hæderfuldt.

Et eventyrligt og meget nationalt stof. Mange vil huske den skandinaviske søhelt fra både »Elverhøj« og Thorkild Hansens store roman.

»Alverden God Nat« med Figura Ensemble fortæller hans historie med enklere midler. Man behøver kun Peter Bruuns lettilgængelige musik, Ursula Andkjær Olsens repetitive vers og Anders Elberlings videoer fra det nordøstlige Grønland.

En tur til Ishavets vidder

Én fortæller, to sangsolister, tre musikere og de 12 tjekkede færinger fra koret Mpiri tager os med til Ishavets vidder. Det hele i Rolf Heims minimalistiske instruktion.

Meike Bahnsen er faktisk ikke kun fortæller: Hun fører også dukker af papir og masser af is over skærmen. Og hun synger endda helt hæderligt, skal det vise sig.

Andreas Landin som Jens Munk har ikke fået de store arier, er på en vis måde birolle i sin egen forestilling – men løfter den desto mere med indlevelse og maskulint nærvær.

Helene Gjerris har dobbeltrollen som Jens’ mor og senere isens inkarnation. Klædt i en fantastisk robe med pibekrave og visuelt kold som Snedronningen herself. Som altid faretruende i sit lidt fraværende udtryk og velsyngende som få.

Og jo: Både slagtøjsspilleren Frans Hansen og strengespilleren Jesper Egelund og får deres nordstjernestunder. Den første som en ustyrligt komisk Christian Firtal, den anden som sørøver med rim på røv som i børnemusik.

Man kunne ikke fortælle den hele historie. Dét ville blive for prætentiøst og åbenbart for langt. Forestillingen varer kun en god time.

Hvad gør de så? Komponisten og digteren vender de samme små bidder om og om igen:

Find ind til heltens dybeste motiver – og du har hans skæbne i et mikrokosmos. Eller som det hedder i fotografiets verden: Hvis du vil vise det store billede, så gå tæt på.

Meget forbliver bevidst usagt og usunget i Figuras forestilling. At ville trænge op gennem Nordvestpassagen og ikke kunne... Det minder jo så frygteligt om impotens. Og hvorfor skal mor have den store rolle som isen?

»Alverden God Nat« er vel ikke alverdens mest homogene forestilling. Men som musikteater noget af det mest poetiske i sømands minde. Og jo samtidig en smuk fejring 200-året for Norges frihed fra vores åg.

Jens Munk selv fik først sent sin antiheltestatus.

For han fandt jo ikke den passage. Han kunne ikke engang finde ud af at dø på vejen.

Manden overlevede det meste af sin skørbugsramte besætning og vendte hjem - kun for at blive kastet i kachotten for misbrug af kongens midler. Ak ja.

Hvem: Figura Ensemble og dirigenten Casper Schreiber.

Hvad: »Alverden God Nat« af Peter Bruun og Ursula Andkjær Olsen.

Hvor: Takkelloftet, mandag. Spiller til fredag aften.