Når selv smerten bliver sød

En forceret fornøjelse, men fuld af direkte følelser.

Daniel Hope er den socialt engagerede violinvirtuos. Selv når han står i DR Koncerthuset en torsdag og spiller Max Bruchs meget klassiske koncert, sker det på hans egen måde.

Han tager hårdt fat mange steder, rammer ikke alle toner lige rent, varierer sjældent det meget varme vibrato. Én af årsagerne til det lidt lunkne bifald bagefter?

Men aftenen byder trods alt på jødiske komponister og jødiske gæstestjerner – så stjernen gør samtidig det rigtige:

Daniel Hope gør det sanselige til jødisk med jødisk på. Aftenens solist giver det finkulturelle værk en folkloristisk kant. Han giver pokker i alt det pæne og lader os mærke både glæde og smerte direkte på kroppen.

Og hans violin til 25 mio. kroner klinger vidunderligt i den sal!

En koncertkomponist ud. En symfoniker ind. Gustav Mahlers første symfoni fra 1888 er den med »Mester Jakob« og det marcherende band i midten. Som udgangspunkt et bevægende værk. På én gang jublende og bedrøvet.

Eliahu Inbal på dirigentpodiet giver ikke meget plads til den enkelte musikers initiativ. Knap nok til denne organiske fornemmelse, der gør DR SymfoniOrkestret til noget særligt.

Men hans forcerede stil lønner sig i den store slutning med hele udtrækket og otte stående horn. For alt falder på plads her. Hvad der før lød som tvang, går op i en højere enhed.

En aften med debat i kulissen. Dét skal også til!

Hvem: »DR SymfoniOrkestret med Daniel Hope og Eliahu Inbal«. Hvad: Musik af Bruch og Mahler. Hvor: DR Koncerthuset, torsdag. Genudsendes søndag kl. 12.15 på P2.