Det 71-årige læderfjæs Keith Richards er naturligvis primært berømt og berygtet for sit mere end 50-årige virke i verdens største rockband, The Rolling Stones, hvor han sammen med Mick Jagger har udgjort gruppens centrale kraftcenter siden begyndelsen.
Her har »Keef«, som mange af hans fans ynder at kalde ham, udlevet fantasien om den uhellige treenighed af sex, drugs og rock’n’roll i stor stil.
Det er særdeles velkendt, at han har taget for sig af retterne. Mere end de fleste. De mange damebekendtskaber, misbrugsproblemerne og ikke mindst den potente rockmusik er derfor uløseligt forbundet med Richards’ persona.
Han er nærmest personifikationen af rock’n’roll-rebelskhed. »Mad, bad and dangerous to know«, som den legendariske musikskribent Nick Kent beskrev den uregerlige rullesten med et kendt citat af Lord Byron.
Faktisk så skør, at han for nylig opfordrede sine børn til at sniffe hans aske, når han en dag afgår ved døden. Et ritual, han angiveligt selv gennemførte med sin fars aske, som han (naturligvis) spædede op med kokain. Jep. »Keef« er for viderekomne.
Dyrker de musikalske rødder
Skønt han har været aktiv i så mange år, er det ikke blevet til forfærdelig megen aktivitet uden for Stones-regi. »Crosseyed Heart« er derfor kun det tredje soloudspil i den lange karriere. Men den aldrende baryler klarer sig faktisk overvejende glimrende på egen hånd.
Her dykker han ned i sine musikalske rødder: Den sorte amerikanske musik. Rhythm’n’blues, folkemusik, country og gospel, som Richards har et solidt og personligt greb om. Han er ingen stor vokalist, men hans forslåede stemmebånd har nu sin charme.
Titelnummeret er en støvet og blueset akustisk klagesang. »I like my sugar, and I like my honey too«, konstaterer Richards. Ja, det er vi ikke i tvivl om, din gamle bandit. »Robbed Blind« er et tilbagelænet countryrock-nummer med længselsfuld pedal steel-guitar, som handler om at blive berøvet og generelt have vrøvl med panserne, der vil snuppe ens »stash«.
Glimrende er også den døsige klaverballade »Illusion«, som er en duet med Norah Jones, de guitardrevne honky tonk-rockere »Trouble« og »Blues In The Morning«, den gospel-flirtende »Something For Nothing« og den reggae-vuggende »Love Overdue«.
Kadencen holdes dog ikke helt gennem albummets 15 sange.
Den gamle kører til tider lidt for meget i bedstefar-bluesrocket tomgang. Her kunne Richards med fordel have skåret en tre-fire numre fra. Men det ændrer nu ikke stort ved, at rockoldingen generelt er rar og hyggelig at være i musikalsk selskab med på »Crosseyed Heart«.
Hvem: Keith Richards.
Hvad: »Crosseyed Heart«, Virgin/EMI.
