Når indiebands modnes

Erfaring gør godt. Future Islands og Real Estate rammer med deres tredje og fjerde plade foreløbige karrierehøjdepunkter.

I Samuel T. Herring (midten) har amerikanske Future Islands en af tidens mest udtryksfulde frontmænd. PR-foto Fold sammen
Læs mere

»Wisdom’s a gift, but I would trade it for youth,« lød en central tekstbid på newyorkerbandet Vampire Weekends tredje album fra sidste år. Det var en linje, der perfekt indkapslede den slags tanker, der begynder at dukke op, når man nærmer sig de 30: Den lettere vemodige bevidsthed om tabet af ens tidlige ungdom, hvor vildskab, usikkerhed og blåøjet optimisme gik så smukt hånd i hånd.

Med »Modern Vampires of the City« skabte Vampire Weekend deres hidtil bedste album. Modenhed klædte bandets udtryk. Gav dem noget tiltrængt tyngde. Og nu er det så blevet en række andre amerikanske indiebands tur til at nå til dette på mange måder afgørende punkt i karrieren: Album nummer tre-fire stykker, hvor fårene skilles fra bukkene. Det er her nogle for alvor forløser potentialet, mens andre rammer deres kreative loft og begynder at gentage sig selv.

Lad os starte med Baltimore-bandet Future Islands. På deres tre første plader har de med deres synth-tunge new wave-pop vist en konstant opadgående formkurve, og med album nummer fire, »Singles«, er alle sejl tydeligvis sat for at lokke endnu flere lyttere ind i folden: De skarpeste kanter er slebet af uden at gå på kompromis med bandets signaturlyd, sangene er mere koncise, tempoet friskt.

Hvor frontmand Samuel T. Herrings vokal før lå forholdsvis lavt i mixet er den her trukket helt frem i lydbilledet, hvor den hører hjemme. Og han er i den grad Future Islands’ store trumfkort: Med hans lettere bizarre britiske accent svinger han ekspressivt fra en blid raspen over højstemt drama til dyrisk growl. Med kraftfuld overbevisning, masser af sjæl og flossede følelser.

Denne næsten teatralske oprigtighed virker på mig aldeles afvæbnende. Det går lige ind. Måske fordi Herring fremstår som en forfriskende afviger på tidens indiescene, der ofte favoriserer en mere køligt distanceret positur. Og når han på »Singles« bakkes op af Future Islands’ hidtil mest skarptskårne, umiddelbart iørefaldende og stolt knejsende samling sange, ja, så er der god grund til at tro på, at langt flere vil få ørerne op for dem i den kommende tid. De fortjener det om nogen.

Mod forstæderne

Drama finder man til gengæld ikke meget af på newjersey-kvintetten Real Estates tredje album »Atlas«. Men det har på den anden side heller aldrig været gruppens adelsmærke. Der er derimod tale om en blidt skvulpende, simpelt klingende guitarpop. Debutalbummets nostalgiske lo-fi-udtryk er nu endegyldigt væk og erstattet af en varm og lysende produktion, der giver langt bedre betingelser for at nyde parløbet mellem Martin Courtneys bløde vokal og Matt Mondaniles ringlende og smukt forsirede guitarlinjer.

På tekstsiden er Courtney også vokset med opgaven. Han er tydeligvis blevet ældre og synger nu om, hvordan livet som turnerende musiker får distancen til dem, han holder af derhjemme, til at vokse dag for dag. Om hvordan den fysiske adskillelse også sætter sig som en distance i sindet. Om mest af alt bare at have lyst til at slå sig ned i en søvnig forstad. »I’m just trying to make some sense of this before I loose another year,« som det lyder vemodigt et sted.

Nogle vil måske savne noget mere temperament, men herfra set har Real Estate aldrig lyt bedre eller mere vedkommende. På deres egen beskedne og aldeles ubesværede facon forstås.

Således rammer både Future Islands og Real Estate deres foreløbige kreative højdepunkter. De er måske ikke så flossede i kanten, som da de først begyndte at gøre opmærksom på sig selv. Men de kender deres styrker og mestrer nu deres respektive udtryk til perfektion. Det bliver spændende at se, om de tør prøve nogle nye ting af næste gang.

(5 stjerner)

Hvem: Future Islands

Hvad: »Singles«, 4AD(5 stjerner)

Hvem: Real Estate

Hvad: »Atlas«, Domino Records