Når fadølshanen galer

Pligten Kalder forener orgel med værtshusfortællinger på deres sejlende sentimentale, men charmerende album.

Peter Jessen, Torben Steno og Johan Olsen i deres rette element. Foto: PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kan virkelig betale sig at lægge vejen forbi værtshuset Allénberg, også kaldet Psykopaten, hvor d’herrer Torben Steno, Johan Olsen og Peter Jessen indimellem spiller. Sammen kalder de sig Pligten Kalder, og deres sange er, præcis som et værtshus hvor man må ryge, en charmerende anakronisme.

Nu er 11 af trioens numre samlet på et album, »Du skulle have været der i går«, der omsætter de gamle, snart forsvundne beverdingers lidt udasede fadølsmelankoli til toner og ligefremme, men alligevel poetiske vers. Og gør det på en meget mere charmerende og prægnant facon end den ældre Kim Larsen – bodegafolkelighedens kendteste troubadour – har det for vane.

Pligten Kalder gør sig i en art lavmælt viserock, som tegnes af Torben Stenos Optigan-orgel og dets varme, uldne og østeuropæiske discountlyd. Omkring tonerne smyger Peter Jessens klarinet og saxofon sig som gamle baggårdspumaer, og poterne går ofte på samme melodi som Johan Olsens stemme.

Hvor Steno i den brede offentlighed er kendt som en begavet radiovært, så er Olsen forsanger og det absolutte es i Magtens Korridorer. Men på »Du skulle have været der i går« er han i lige så høj grad historiefortæller som sanger – der ét sted minder om en ung, charmerende sjungende Kim Larsen og et andet om Tom Waits i hans mest nedløbsrørsrustne kabarethjørne.

Snapsen virker!

At lytte til Olsen og hans to afslappede svirebrødre er en fornøjelse, og i selskab med »Du skulle have været der i går« tager man sig i at se sig om efter en øl og et askebæger. Det er musik i blå røgtåger, og den driver af sentimentalitet, og albummet er vel med sin dyrkelse af verden af i går en kritik af vor tid, hvor smartphones, sundhedsfanatisme og evigt overskud gør os så latterligt perfekte og trætte.

Går man længere ind i versene, der er skrevet af Steno og Olsen, vil man erfare, at de ofte har præg af anekdote eller skæbnefortælling. Som »Blot fordi«, hvor det som det første lyder: »Nu går solen ned og byens lys gnider mod min sjæl/for drømme vi drømte der er væk/og i larmen fra endnu en bus/klynker jeg mig et navn/og føler mig uklædeligt fortabt.« Senere forsætter Olsen: »Den glød jeg har, den sidder på min smøg/og nu hvor håbet det er ætset bort/så drikker jeg en snaps/og håber på den virker som den skal.«

Sangene er stort set uden undtagelse sejlende sentimentale, men altså også dejligt stemningsmættede og bedre at lytte til end de fleste fulde folk på Psykopaten eller de andre trængte værtshuse. Og hvem vil ikke gerne høre, hvad der gemmer sig bag sangtitler som »Tre ældre kvinder på en tom bøssebar i november« eller »Abbas triste koner«?

Hvem: Pligten Kalder.

Hvad: »Du skulle have været der i går«.