Når englene synger med

Keith Jarrett ved flyglet i 1996. Foto: David Redfern Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den nu 71-årige amerikanske pianist Keith Jarrett hører til de store mestre. Endda de rigtigt store. Han har nu gennem årtier gjort sig gældende på to fronter, nemlig som leder af en trio, der nyfortolker jazzens standardmelodier, og som solo­pianist. I sidste kategori handler det om totalt improviseret musik. Altså musik, hvor Keith Jarrett folder sig ud, sådan som inspirationen nu byder ham det. Med sit håndelag og sit overblik over såvel de klassiske som de jazzmusikalske stilarter skaber han en helt personlig her-og-nu-musik.

Blandt en række solo-udgivelser er albummet med hans Köln-koncert fra 1975 gået hen og blevet en klassiker. Men faktisk lykkes det ikke altid for ham at fange den guddommelige inspiration og omsætte den til noget fuldkomment eller noget fængende. Således ender han på sit seneste album, »Creation«, med koncert­optagelser fra 2014 alt for ofte ude i diverse blindgyder.

Noget sådant er til gengæld ikke tilfældet i den musik, der netop er udsendt i en boks med fire CDer, som omfatter fire koncerter, optaget i Italien i oktober 1996. Her får vi nemlig musik af aldeles enestående, ja, guddommeligt tilsnit.

Det kan undre, at disse optagelser først ser dagens lys efter 20 år. Men de har en særlig historie, hvad Keith Jarrett da også redegør for i noterne. På det tidspunkt, koncerterne fandt sted, var han blevet ramt af en sjælden sygdom, kronisk trætheds-syndrom, som da også de følgende år satte ham helt ud af spillet.

Disse koncerter er altså gennemført med en enestående kraftanstrengelse, og ifølge pianisten var det kun med hjælp fra engle, at han kunne klare det. Ja, ret beset var der vel tale om en svanesang i utide, og – i følge Keith Jarrett – et højdepunkt i hans karriere. Og man kan kun give ham ret.

Og hvad handler det så om?

I deres fulde længe får vi disse fire koncerter, som rummer ubrudte forløb på mellem en halv time og tre kvarter. Lyden er eminent, med en ægte og fysisk klang af koncertflygel, og dertil de musikalske rejser eller etaper. Hele turen varer omkring fem timer, og her kan man så som lytter bare vælge – og lade sig indfange.

Begynder man med begyndelsen og tager første afdeling fra koncerten i Modena, ja, så flyder tangent­legen bare afsted impressionistisk og ganske melodiøs for – stille og roligt – at intensiveres. Keith Jarrett supplerer med sit karakteristiske og jævnligt tilbagevendende »syng med«, og omkring en markant rytmisk figur får vi så en voldsomt dynamisk og pulserende omgang jazz, blues og gospel, inden musikken atter og umærkeligt ændrer karakter for at lande i en højromantisk ballade. Det er som at bevæge sig gennem et rigt varieret landskab og så alligevel forblive i det samme univers.

Koncertens anden afdeling kører i et atonalt og punktmusikalsk sprog med voldsomme eksplosive anslag og tonekaskader for slutteligt at samle sig i romantisk og melodiøst struktureret musik. Det er helt mirakuløst. Og som ekstranummer leverer Keith Jarrett den gamle irske folkemelodi »Danny Boy«, så smukt som tænkes kan.

Som lytter kan man så ellers bare tage turen videre over Ferrara, Torino og Genova, hvor mesteren folder sig ud i nye landskaber for som ekstranummer ved den sidste koncert at levere en omgang honky tonk boogie woogie, som havde han aldrig bestilt andet. Og endelig – som et ekstra-ekstranummer – får vi Harold Arlens udødelige filmmelodi »Over the Rainbow«. Her oppe over regnbuen kan englene naturligvis slet ikke lade være med at synge med.

Hvem: Keith Jarrett
Hvad: A Multitude of Angels (ECM Records/Jazzcup)