Blå, stilfærdige tangenter og en lys, forvrænget stemme. Så varme, vemodsfulde strygere og siden en grandios rockudladning.
Sådan forløber »A Dark God Heart«, der åbner det andet udspil fra Sleep Party People. Og de fire minutter og 30 sekunder er sigende for den udvikling, som har fundet sted fra det første album og frem til nu.
På den stærke, søvngængersikre debut fra 2010 fremspillede Sleep Party People - et kunstnernavn for Brian Batz - en diset, valiumdøsig og halvt udvisket musik, og gjorde det blandt andet med tangenter, der diskret pegede på albummets skønhedssøgende poesi og urovækkende mørke.
På »We Were Drifting On A Sad Song« er disse stemninger bibeholdt, men foldet ind i et udtryk med mere bandfornemmelse og opladet med en sine steder muskuløs, dansabel energi. Og mon ikke den nye lyd er opstået i takt med, at Sleep Party People de seneste år har spillet mange koncerter, hvor udadvendte indslag gør sig særlig godt?
Spekulation til side. Brian Batz viser sig at være meget mere end en sanger og sangskriver, som kan skabe stemninger hjemme i soveværelsets ministudie. Og ser man på takkelisten til »We Were Drifting On A Sad Song«, ses det, at han også har været i stand til at orkestrere en lang række musikere. Ikke mindst cellist Line Felding og guitarist Kaspar Kaae, som sædvanligvis slår sine folder i fortræffelige CODY.
Stemning og struktur
Det samlede resultat af alt dette er ni sange, der lyder som et møde mellem Mercury Rev, Erik Satie og Mew. Og de stedvise smukke, storladne udladninger ligner vejen frem for Sleep Party People.
Én udfording slås Brian Batz dog med. Den maskinmanipulerede pibestemme, som er blevet hans signatur, er nemlig for begrænset, for entydig, i sit udtryk til at kunne bære gennem en hel karriere. Den må han arbejde med. Og der er jo grund til at håbe, han fortsætter mange år endnu. For sansen for stemninger og strukturer er lige så særlig som den kaninmaske, han gerne gemmer sig bag.
