Det er de færreste album, der bliver ved med at leve. Oftest holder de til en stribe gennemlytninger – og mister så farve og kraft. Men da Emmylou Harris udsendte »Wrecking Ball«, stod det fra første færd klart, at her var et udspil, der ville vedblive med at røre, bevæge og afgive magi og melankoli. Nu, 16 år senere, er det således stadig et mirakel af et album og dets skiftevist tusmørke og disede stemninger, som skylder producer Daniel Lanois meget, er – skarpt forfulgt af »Pieces Of The Sky« fra 1975 – karrierens højdepunkt.

Det faktum ændrer det 22. studieudspil fra den Alabama-fødte folk- og countrystjerne heller ikke på. Men »Hard Bargain« er ikke desto mindre værd at lægge øre til og åbner med »The Road«, hvor guitar, bas, tamburin og trommer finder sammen om en smukt svungen melodi og om Harris’ fortælling om kærlighed og forgængelighed. »People come and people go/Nothing ever last«, synger hun og kredser albummet igennem om mennesker, der har været tæt på hende og om historier, som har rørt hende – som i »Darlin’ Kate« om den afdøde veninde og sangerinde Kate McGarrigle eller i »My Name Is Emmett Till« om en sort dreng, der blev myrdet i Mississippi i 1955, fordi han flirtede med en hvid kvinde.

Men hvor Harris med tiden har vist sig at være en god tekstforfatter, så har hun altid været en gudbenået sangerinde. Og hovednummeret på »Hard Bargain« er da også hendes stemme, som stadig er lys som engleskær, men med årene også er blevet raspet i kanten. Det klæder i dén grad den 64-årige Harris, der klogeligt og selvsikkert omgiver sig med simple og varmtklingende arrangementer, som giver stemmen god plads. Når det er sagt, så er der også to-tre mindre vellykkede og vedkommende indslag på »Hard Bargain«. Det var der ikke på »Wrecking Ball«. Eller »Pieces Of The Sky«. Men det er jo også hendes hovedværker.