Digteren hedder Asger Pedersen og spiller på det bibelske varsel om ulykke. En koncert med kormusik er også et møde med sproget. Hvilket i sig selv kan gøre en koncert som den i Garnisonskirken tirsdag aften stor. Man får dobbelt op hele vejen igennem: Vagn Holmboes værk til tekster af William Heinesen er to gange det tidløse, urnordiske. Poul Ruders’ satser til kristne ord er to gange det manende, overbevisende, gådefulde. Ib Nørholms fine sange til førnævnte Pedersen er to gange kernedansk – også fordi musikken forholder sig så rent, så nænsomt til sproget. Og jo: Per Nørgårds toner til middelalderlyrik er hele tre gange det kosmiske. Thi her får man pludselig klokkeklange med! De tolv sangere i Ars Nova Copenhagen kildede ørerne først som sidst. Og dirigenten Anne Marie Granau ligner lidt hende fra »Viden om« og »Danske vidundere«. Lad bare de sidste ord stå et øjeblik.
