Historien er fortalt igen og igen: Bedst som Per Nørgård skulle opleve verdenspremieren på sin tredje symfoni, brækkede han begge arme. Den sympatiske komponist ville give en hurtig besked til nogle medvirkende oppe på scenen – og faldt så lang, han var.
Men det er nu stadig en god historie. For sommetider kan man ikke sige så meget andet om den musik. Den virker så fuldendt, at man bliver helt blufærdig af det. Ligesom det er et menneskeligt grundvilkår at spørge, men ikke få svar.
Sådan var det dengang i 1976. Og sådan var det endnu i torsdags. Nørgårds tredje symfoni er en af Danmarks bedste symfonier nogensinde – et uforglemmeligt værk for omkring hundrede musikere og næsten lige så mange korsangere. Folk sidder dybt grebne gennem en lille time og hører en verden blive til:
Mandens lyse verden i første sats, kvindens mørke og mere indviklede verden i anden sats. Orkestrets ufattelige velklang i første sats, korets fløjten og nynnen og rystende effektive sang i anden sats. Det bedste af det hele er måske endda pausen mellem de to satser – dirigenten strækker armene op mod himlen, holder dem deroppe og lader musikken fortsætte et øjeblik senere.
I det hele taget gør Thomas Dausgaard utrolig meget godt for den musik. At komponisten har tilegnet sit gamle værk til ikke bare orkestret og koret, men også deres faste dirigent personligt – dét er et smukt træk. For han får mere musik ud af den end nogensinde.
Og nå jo: Så gav den purunge Andreas Brantelid et nummer. Han er ikke bare vores største cellist i øjeblikket, han er også en af vore bedste strygere nogensinde.
Hvordan han klarede sig den aften? Grundlæggende til den helt store guldmedalje. Endnu større end den, han som 13-årig vandt i Berlingske Tidendes klassiske musikkonkurrence. For han bliver hele tiden bedre, mere virtuos, mere spændende som kunstner. At han og orkestret først smelter rigtigt sammen efter et kvarters tid, er i ikke hans skyld. Det er snarere Prokofievs skyld.
