Mystisk producer-pioner gør enestående comeback

Efter 13 års pause er Aphex Twin tilbage med et fænomenalt vellydende album, der understreger hans position som en af den elektroniske musiks sande enere.

Inden for den elektroniske musik bliver de næppe større end Aphex Twin. Op gennem 90erne skubbede han gang på gang den elektroniske musik helt derud, hvor ingen før havde været. Hans uovertrufne teknik, hans opfindsomhed, hans rastløse energi og nysgerrighed var ganske enkelt urørlig.

Richard D. James, som han hedder, har dog ikke udgivet noget nyt under Aphex Twin-navnet siden »Drukqs« i 2001. Så da en stor, grøn luftballon tidligere på året dukkede op over London med Aphex Twin-logoet og varslede hans genkomst, begyndte nørdbrillerne for alvor at dugge hos hans legioner af disciple. For selv om han har udgivet musik under andre navne i den mellemliggende periode, er der en betydelig signalværdi i, at han nu vender tilbage til Aphex Twin-navnet. Navnet forpligter. Og det ved Richard D. James udmærket godt.

Nu står vi så med albummet. Og lad os da bare slå fast med det samme, at »Syro« ikke er et album, der revolutionerer den elektroniske musik på samme måde som udgivelserne fra 90erne. Men mindre kan bestemt også gøre det. Allerede dengang lød Aphex Twin som om, han transmitterede fra fremtiden. I dag lever vi så bare i den fremtid, hans futuristiske musik foregreb.

Selv om »Syro«s trackliste bugner af umulige sangtitler – vi nævner i flæng »CIRCLONT6A [141.98][syrobonkus mix]« og »s950tx16wasr10 [163.97][earth portal mix]« – er der faktisk tale om et musikalsk set forholdsvis imødekommende Aphex Twin-album. Hvilket naturligvis er en lettere relativ størrelse, når vi snakker konstant formskiftende elektronisk musik, støvsuget for traditionelle vokaler eller pophooks.

Ikke desto mindre er det bestemt til at følge med her. Lyde muterer, beats bliver klippet i småstykker, lyde strækkes, bøjes og samles i nye formationer. Men det er knap så abrupt og halsbrækkende som tidligere. De melodiske motiver er tydeligere. Der er en udsøgt klarhed i arrangementerne, som gør det til en fornøjelse at følge hans arbejde med teksturer, ildevarslende klangflader og rytmiske forskydninger.

Åbner kraniekassen

Her møder man skippende breakbeats, funky acid-basgange på speed og detunede ambiente akkordsekvenser, som med stor opfindsomhed omformes og muteres i mesterens lydlaboratorium. Ærindet synes klart: Aphex Twin vil gerne rekonfigurere din hjerne. Åbne kraniekassen og bytte rundt på ledningsforbindelserne. Med bind for øjnene og et dæmonisk smil malet i ansigtet.

Selv om meget af det, han trakterer med her, vil være velkendt for Aphex Twin-lyttere, så lyder »Syro« stadig ret enestående i forhold til, hvad der ellers rører sig derude. Det er stadig svært helt at fatte, hvordan den her musik bliver tilvejebragt. Den måde Richard D. James' maskinpark taler sammen på, er stadig helt unik.

Men vær beredt: Det her er ikke dansemusik. Det er ikke sange til radioen. Det er et hovedtrip. Og ceremoniens mester har virkelig gjort sig umage i denne omgang. Så på med de store hørebøffer. Aphex Twin har sjældent lydt så indbydende som på dette på alle måder værdige comeback.

Hvem: Aphex Twin
Hvad: »Syro«, Warp Records

Lyt til hele det nye Aphex Twin-album her: