Dele af den elektroniske dansemusik er i disse år ved at tivolisere sig selv ihjel. »Højere! Vildere!« synes at være det eneste saliggørende mantra, når masserne skal sendes ud i dansende ekstase. Og fred være med det. For heldigvis findes der også en hel underskov af elektroniske musikere, der afsøger maskinernes muligheder på mere kunstnerisk tilfredsstillende vis.
Tag for eksempel den stilskabende skotske duo Boards of Canada, der efter otte års pladepause er tilbage med »Tomorrow’s Harvest«. I denne møjsommeligt udfoldede electronica rumler og maler analoge synthesizere, som var de taget ud af en tidlig 80er-science fiction-film med Den Kolde Krig som dystopisk katalysator for fremtidsangsten. Lyt til Vangelis’ soundtrack til »Blade Runner« eller til John Carpenters soundtracks fra samme periode, og du har en meget god idé om, hvor vi befinder os.
Albummets 17 ildevarslende lydlandskaber er gennemgående spillet og programmeret med imponerende sans for detalje og tekstur. Særligt i høretelefoner folder hver enkelt idé sig ud som en smukt formgiven skulptur af urovækkende lyd. Og selv om det ikke er musik, der gør voldsomt meget væsen af sig, kan man ikke andet end respektere den omhu og tålmodighed, der fortsat ligger helt centralt i skotternes maskinelle DNA.
Hopkins træder i karakter
Så er der mere slag for skillingen på seneste album fra den britiske producer, ambient-musiker og klassisk skolede pianist Jon Hopkins. Hidtil har han gjort sig mest bemærket som Brian Enos co-producer på bl.a. Coldplays »Viva La Vida«-album fra 2008. Men med sit fjerde soloalbum, »Immunity«, træder han for alvor i karakter som en af tidens mest begavede kreatører af elektronisk musik.
Spændvidden er forbilledlig. Fra den Burial-inspirerede åbner, »We Dissapear«, over dyster organisk techno på mastodontnumre som »Open Eye Signal« og »Collider« til den afdæmpede »Abandon Window«, hvor beatet er erstattet af smukt knirkende klaverakkorder, rumlende ambiente flader og effektbehandlede reallyde.
Med »Immunity« er det omsider lykkedes Hopkins at samle alle trådene i sit musikalske virke i en flot realiseret helhed, der står som en af årets helt uomgængelige elektroniske udgivelser.
Sensorisk overbelastning
Den britiske producerduo Fuck Buttons har til gengæld haft et stensikkert greb om deres aggressive electro-æstetik lige siden 2008-debuten, »Street Horrrsing«. Og på album nummer tre, »Slow Focus«, fortsætter deres digitale frontalangreb på lytteren for uformindsket styrke. Duoen gør sig i tordnende mastodonter af lyd, der trækker sine stik hjem gennem en sensorisk overbelastning af lytteren.
Det er lidt som at blive gennemlyst af radioaktiv stråling, når duoen smelter technoens aggressivt modulerende synthfigurer sammen med acidhouse-bas og kvidrende digital støj på et nummer som »Year Of The Dog«. Allerstærkest står dog den afsluttende »Hidden XS«, hvor post-rockens episke støjstrukturer omdannes til et knugende intenst, digitalt syrebad.
Ja, det er dystre løjer, vi har at gøre med her. Men i dette lille udvalg af ansigtsløs maskinmusik gemmer der sig samtidig en så musikalsk virkelyst, at det er nok til at gøre en helt glad i låget.
