Det sker med lange mellemrum, at en kunstner eller et band tager et skridt fremad, som er så stort og så smukt, at man er ved at tabe ører og mund.
Et prima eksempel er duoen Murder, der debuterede i 2005 med »One Year From Now Its My Birthday«, som bød på en tristessetung popmusik uden det store schwung, men året efter fulgte op med den intet mindre end mesterlige »Stockholm Syndrome«.
Her var alt på forunderlig vis faldet på plads for Jacob Bellens og Anders Mathiasen, der præsenterede en afdæmpet og molmættet samling sange, hvor guitarer, stemmer og enkelte strygere malede de melankolske stemninger op, så nakkehårene rejste sig, og hjertet sprang et slag over.
Nu er duoen så tilbage med »Gospel Of Man«, der bevæger sig i samme stemningslag som sin forgænger. Vel er der kommet enkelte kor og diskret brug af keyboards til, men det er stadig Bellens, som synger for i stilfærdige, overvejende organiske arrangementer.
Sigende er »Providence«, der åbner albummet med fingerspillet guitar, klaver, violin, lyse korstemmer og en diskret trommepuls, som samler sig selvfølgeligt i en blød, blidt vuggende melodi.
Dertil kommer uforlignelige Bellens, der også gør sig det mere eksperimenterende i Got You On Tape, men endnu engang viser sig at stå klart bedre til Murders traditionsbevidste folksange.
Intim susen
Bellens stemme er mørk, poetisk og med en svag raspen i stemmebåndets kant, som ikke bare løfter »Providence«, men hele albummet fra det velgjorte og velgørende til det decideret fremragende.
»Dawn In The Dirt«, »Milk & Honey«, »Aqueduct«, »Ember Song« og ikke mindst den tårevædede og tudesmukke »Picker Of Cotton« er nogle af højdepunkterne på et album, der ikke bare lyser op i kraft af sin sangskrivning, sine arrangementer og sine sangforedrag, men også via en herligt upoleret produktion, hvor lidt susen kun føjer autenticitet og nærvær til udtrykket.
Så mange ord for blot at nå frem til ét: Stort.
