Der er sound, og der er sange. Og når den rigtige sound møder den rigtige sang, så opstår magien. Tænk blot på Massive Attacks knitrende »Teardrop«, Neil Youngs trævarme »Heart Of Gold« eller Lady Gagas højglanspolerede »Bad Romance«.
På debutalbummet »Ten Makes A Face« viste danske When Saints Go Machine, at de i dén grad havde styr på lyddesignet, på sounden, og når de samtidig havde sangen, som i »Fail Forever«, så var de virkelig lytteværdige.
Nu er kvartetten, der fik æren af at åbne Roskilde Festival i 2010, tilbage med »Konkylie«, hvor singlen »Kelly« placerer sig midt imellem debutens afdæmpede toner og dens uptempo-indslag. Her er beatet blødt, men dansabelt, og synth-figurerne smyger sig blidt op ad Nikolaj Vonsilds stemme.
Det lyder mest af alt som et glemt nummer fra det første Hercules And Love Affair-album, hvor Antony Hegarty sang for i et par numre, og Vonsilds vokale indsats på »Konkylie« minder i det hele taget meget om britens. Samme højstemte, næsten sakrale tone og samme syngen langt ned i halsen – og tæt på hjertet.
Vonsild akkompagneres albummet igennem af dæmpede beats og en enormt stemningsfuld sound, som opstår mellem synth, computere og strygere. Og når albummet er bedst, minder det om Talk Talks stjernestunder, men når den gode sang ind imellem mangler, og de kun har den skønne sound, så fremstår de lidt tomme og udvendige. Men hvor gode When Saints Go Machine kan være, det demonstrerer lukkeren »Add Ends«, hvor strygerne lyder vidunderligt, og elektronikken plirrer i melodiens udkant. Her har sound og sang fundet hinanden – og kvartetten en vej fremad.
