At Mazzy Star og PJ Harvey var lidt for åbenlyse forbilleder, det levede man fint med, for stemmen og melodierne var stærke og fremmanede et såvel cool som indfølt storbymørke. Nu, tre år senere, er Fisker så tilbage med sit andet fuldlængdealbum, »So, Hoes & Heroes«, hvor hendes stemme igen, igen betager.
I »Mirror Mirror« og »On The Beach« bakkes den tilmed op af fortrinlige melodier og på én gang spartanske og fyldestgørende arrangementer. Men ellers er albummet sært kraftesløst. Dét, der skal lyde som skønhedssøgende, sortrandet vemod, bliver alt for sjældent til andet og mere end musiceren på stedet. Sangene sætter sig simpelthen ikke i hverken øre eller hjerte.
Måske fordi Fiskers mørke virker en smule postuleret; som om det snarere er et greb end en kunstnerisk nødvendighed. Måske. Men helt sikkert for uvedkommende og for lidt. Stemmen og starten taget i betragtning.
