Omkring tyve minutter inden koncertstart ser det ud som om, det er en overskuelig skare, der har interesse i at opleve den nu 69-årige amerikanske saxofonist Anthony Braxton. Men så dukker et påfaldende ungt og tydeligvis nysgerrigt publikum op, og så er salen pludselig fyldt.
Og her er det så oplagt lige at kaste en tanke til den kritik, som Jazzhouse har modtaget omkring valg af grænsesøgende kunstnere på bekostning af jazzens mere mainstream-orienterede aktører. En politik, som da åbenbart har båret frugt.
Men hvorfor lige opsøge Anthony Braxton, en musiker der øjensynligt ikke har stået på en dansk scene, siden han i 1973 underviste på Vallekilde Højskole og i den forbindelse spillede et par aftener i Montmartre med pianisten Thomas Clausens trio?
Jo, han er en myte og en mester inden for det, som tilbage i 1960erne fik betegnelsen avantgardejazz. En stil, hvor det ofte handler om at spille rabiat musik – uden nærmere forhåndsaftaler. I Anthony Braxtons tilfælde er det dog en sandhed med modifikationer.
Et kammermusikalsk tilsnit
På Jazzhouse’ scene er han i selskab med et par yngre musikere, trompetisten Taylor Ho Bynum og guitaristen Mary Halvorson, og han byder på musik, som er lysår fra mainstream, men som dog også følger nogle stramt fastlagte spilleregler. I hvert fald er der noder og notationer på stativerne, og dertil kommer saxofonistens signalerende håndbevægelser, hvilket alt i alt giver ensemblet et kammermusikalsk tilsnit.
Koncertens to afdelinger består begge af et ubrudt forløb, hvor den absolut ikke melodiøse musik bevæger sig gennem faser af såvel kollektivt som solistisk spil, og hvor dialogerne har såvel bastant som svævende karakter. Dertil bliver trioens musik ind imellem suppleret af roterende og stemningsskabende elektroniske klange.
På sin halvakustiske guitar lægger Mary Halvorson en fin bund med originale klangfarver og ganske virtuose løb, mens Taylor Ho Bynum på forskellige trompettyper og med forskellige dæmpere er trioens udfarende spillemand, der med sit insisterende og aggressive spil også kan blive en kende for meget af det gode, i hvert fald i anden halvleg, hvor en vis monotoni generelt begynder at lure i kulissen.
Men helt klart er Anthony Braxton aftenens hovedperson. En status, han til fulde lever op til. Ganske vist bliver vi snydt for hans spil på diverse outsider-instrumenter, herunder kontrabassaxofonen, og vi må nøjes med de rejsevenlige saxofontyper: alt, sopran og sopranino. Men det er også fint – og magtfuldt – nok.
For det er en stor nydelse at opleve Anthony Braxtons kunst, ja, hans unikke kreativitet – både med hensyn til at skabe særegne klange og med hensyn til at få de mest særegent sammenskruede tonerækker til at fremstå som de mest formfuldendte skulpturer.
Hvem: Anthony Braxton Diamond Curtain Wall Trio.
Hvor: Jazzhouse, søndag aften.
