Modne frugters magi

Anna Netrebko er blevet dramatisk sopran. Plácido Domingo er ikke længere tenor. Men verden står endnu.

Det er en dejlig augustaften i Salzburg sidste år.

Kvarteret om den østrigske bjergbys berømte festspilhus summer af forventning. Vogne af mærker som Audi og BMW står tæt på pladsen foran - eller kører rundt med privatchaufføren alene bag rattet.

Programmet inden døre byder på en koncertversion af Giuseppe Verdis to timer korte »Jeanne d’Arc« fra 1845. Operaen ligger tidligt i italienerens produktion og har længe været berygtet for sin lidt kedelige musik.

Men folk har heller ikke taget turen til Alperne for værkets skyld. Turisterne kommer snarere for to af sangerne på scenen:

Dels russiske Anna Netrebko i rollen som den historiske heltinde og frihedskæmper. Og dels Plácido Domingo i partiet som hyrden Giacomo - hendes hårdt prøvede far.

Forestillingen blev optaget og foreligger nu på et par skelsættende CDer. Skelsættende især for de mange, der ikke har hørt de to sangstjerner den seneste tid.

Anna Netrebko har taget sidste skridt ind i det tungere rollefag. Hun er blevet dramatisk sopran, som man siger. Og hun er blevet det med held.

Russeren var længe kendt som hende, der vaskede trapper i Skt. Petersborgs operahus og blev opdaget. Historien er ganske vist en sandhed med modifikationer. Men den fejler jo ikke noget!

Talentet blev stjerne og en af den klassiske verdens største kendisser. Kloden fulgte hendes udvikling til høj sopran og scenisk skønhed tæt. Det vakkelvorne forhold til en flot baryton fra Uruguay var på alles læber.

Stjernen blegnede

Men stjernen blegnede en smule. Hendes album med dramatiske arier fra Verdis endeløse værkliste stod knap så stærkt. Den engang så salige sopran virkede tom for luft og sært ude af stemning på de højeste toner.

Glem den plade og hør hendes nye i stedet for! Anna Netrebko sprutter som en anden Salome i det dybe register og ejer stadig sin rørende poesi i det høje. Man får i en vis forstand det bedste af gamle Anna og det bedste af nye Anna.

Indspilningen af »Jeanne d’Arc« vil være mindst lige så spændende for Plácido Domingos fans. Den sympatiske spanier og tidligere hjørnesten i De Tre Tenorer er blevet 73 år efterhånden. Han er heller ikke tenor længere, men baryton.

At han har gennemført den omlægning i pensionsparat alder, virker på én gang elegant og ufatteligt: Han kan ikke være med i de højeste partier længere og glider derfor ned i de næsthøjeste - men med alle stemmens kvaliteter i behold. Man hører ikke hans alder trykke et sekund. Det er utroligt.

Læg også mærke til den stadig mere lovende Franceso Meli i rollen som kong Carlo. Italienerens stemme lyder måske ikke superspændende i det fine selskab. Men den er karakteristisk og bred nok til mange arier i fuldregister.

Selve musikken kunne stadig være bedre. Ouverturen lover ikke noget og holder endnu mindre. Verdi havde ikke fundet sin nerve for ørehængere endnu.

Men man bliver hurtigt ligeglad. At lytte til en af Verdis mindre kendte sider er stadig spændende i sig selv.

Og hvis Anna Netrebko fortsætter i samme stil, vil hun inden længe synge Wagner og endnu mere vældige ting. Lad det være et håb!

Hvem: Anna Netrebko, Plácido Domingo, Francesco Meli m.f. samt Münchner Rundfunkorchester under ledelse af Paolo Carignani.

Hvad: »Giovanna d’Arco« (»Jeanne d´Arc«)- opera i tre akter af Verdi.

Hvor: Deutsche Grammophon.