Miraklernes mester

Saxofonisten John Coltrane spillede i 1966 en af sine sidste koncerter. Optagelsen er nu udgivet i sin komplette form. Umulig at sidde overhørig, især hvis man er til John Coltrane og anden stærk kost.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

John Coltrane. Amerikansk saxofonist – og en af jazzhistoriens mest signifikante skikkelser. Ja, sammen med den ligeledes hedengangne Miles Davis udgør han fortsat nutidsjazzens mest indflydelsesrige makkerpar.

Inden John Coltrane døde som 40-årig i sommeren 1967, havde han gennem en halv snes år været i konstant musikalsk udvikling. Både som tenor- og sopransaxofonist – og som stilskaber. Han havde elementært sagt bevæget sig fra hardbop til freejazz, dog ganske uden at være i anden bås end sin egen. Og hans sene indspilninger er stærk kost. Ja, mange vil løbe skrigende bort. Mens andre ikke vil kunne få nok.

Til de sidstnævnte er der netop udsendt et dobbeltalbum – både på CD og vinyl – med en koncertoptagelse fra Temple University i Philadelphia i november 1966. Her omgiver John Coltrane sig med sine faste samarbejdspartnere, sin hustru, pianisten Alice Coltrane, tenorsaxofonisten Pharoah Sanders og trommeslageren Rashied Ali. Dertil en ny bassist, Sonny Johnson, samt – helt usædvanligt for John Coltrane – nogle lokale gæstemusikere – på slagtøj og saxofoner. Koncerten er ikke oprindeligt optaget med henblik på udgivelse, hvorfor den tekniske kvalitet er en kende ustabil. Men musikkens styrke overskygger det problem.

Med et spirituelt ladet spil på tenorsaxofon åbner John Coltrane en 16-minutters version af »Naima«, en ballade som han skrev til sin første kone i 1959, og som han siden skulle videreudvikle, koncert efter koncert. Ja, her er der ganske få reminiscenser af originalen, men Coltranes magtfulde, majestætiske og mirakuløse fabuleren er bare dybt fascinerende. Det samme er tilfældet i en anden Coltrane-klassiker, »Cresent«, hvor Pharoah Sanders dog hurtigt tager over for at spille en mildt sagt skrigende og sønderrivende tenorsaxofonsolo. Samme stil og intensitet står han for i den fanfareagtige »Leo«, hvor vi også får en vidtfavnende trommesolo fra Rashied Ali, samt – nok så unikt – den første af tre sekvenser, hvor John Coltrane høres som – ordløst messende – sanger!

Leger med melodien

Efter albummets titelnummer, »Offering«, – et relativt idyllisk intermezzo med hr. og fru Coltrane – bliver det tid for »My Favorite Things«. Denne Rodgers & Hammerstein-klassiker fra musicalen »The Sound of Music« indspillede John Coltrane i 1960 som titelnummer til et epokegørende album. Siden spillede og udviklede han »My Favorite Things« ved alle sine koncerter, også ved denne lejlighed, hvor bassisten Sonny Johnson introducerer den 23 minutter lange version. Den byder på ekspressivt spil fra Alice Coltrane og altsaxofonisten Steve Knoblauch, men dog først og fremmest på et sopransaxofonspil fra John Coltrane, der bare leger med melodien og bringer den lysår væk fra den oprindelige musical-version. En mirakuløs etape – som kulmination på en mildt sagt handlingsmættet ekskursion.

Hvem: John Coltrane.

Hvad: »Offering – Live At Temple University«. Resonance Records/Jazzcup.