Mange danskere har det med Magtens Korridorer, som svenskerne har det med Kent.
Begge bands er yderst populære rundt omkring i deres respektive hjemlande, men det er, som om musikpolitiet i storbyerne ikke rigtig vil tage nationalklenodierne til sig, selv om de egentlig har masser at byde på.
Personligt må jeg da også indrømme, at jeg altid har haft det noget svært med Johan Olsen og resten af det danske slæng i korridorerne, selv om alt ellers burde tale for det modsatte.
Jeg burde jo elske alt siden »Lorteparforhold« og hele den spydige indebrændte vrede i Johan Olsens socialrealistiske udladninger. Og deres direkte guitarbaserede rocklyd burde som sådan også sidde lige i skabet.
Sagen er bare, at hver gang, jeg hører Magtens Korridorer, minder det mig på en eller anden måde om en fredagsbar på DTU, hvor alle bare skal have det rigtig sjovt og drikke en masse spændende belgiske fadøl. En slags nørd-rock for dem med forstand på kvantefysik og med en forkærlighed for sjove gangarter. Ikke fordi der ligger noget forkert i det, men jeg befinder mig bare ikke dér.
En hilsen til system-Danmark
Til gengæld må man så også sige, at der rent faktisk er sket noget med Magtens Korridorer siden »Picnic (På Kastellet)«, »Nordhavn Station« og alle de efterfølgende hits på bandets fem studiealbum.
Noget af det fjogede er blevet tørret af teksterne, der på det nye album, »Før Alting Bliver Nat«, virker som noget af det mest seriøse og dermed også bedste indtil videre.
Som nu nummeret »Giv Mig En Dag«, der – hvis der er nogen retfærdighed til – bør blive dén hjørnesten i hele deres katalog, som man vil vende tilbage til og glædes over, når de engang er døde og borte.
For det første er det bare helt basalt set et fedt rocknummer. Med dommedagsguitar og en eksplosion af lyd efter omkvædet. For det andet så er teksten i en klasse for sig: »En nedtur kommer sjældent alene/Hyæner forklædt som accept/På middelmådighedernes scene/Står eliten bevæbnet beredt«, som Johan Olsen synger med vanlig energi. En hilsen til system-Danmark, der emmer af både vrede og apati.
Den slags er der faktisk en del af på det nye album. Bedst når vi kigger ud mod verden og slår de store vingeslag og kedeligst, når vi en sjælden gang falder i gryden med studentikos poesi. Som når omkvædet i »Festede Alene« bliver afsluttet med »Sut Min Fede«. Ikke fordi jeg på nogen måde er snerpet – jeg synes bare, at det er plat.Det hører dog til undtagelserne på et solidt udspil fra Magtens Korridorer, der med »Før Alting Bliver Nat« for alvor er ved at vokse sig ud af kollegieepoken og ind i noget større.
Hvem: Magtens Korridorer. Hvad: »Før Alting Bliver Nat«. Universal Music.
