Mindre banebrydende kemikalier

Den britiske elektroniske duo The Chemical Brothers svinger ikke længere taktstokken, men deres nye udspil viser, at de fortsat har deres berettigelse.

Nok er blandingen af musikalske kemikalier ikke så banebrydende som i The Chemical Brothers’ heydays i de gyldne 1990ere, men generelt er »Born In The Echoes« en ganske lytteværdig oplevelse. Foto: Dominic Steinman/EPA Fold sammen
Læs mere
Foto: DOMINIC STEINMANN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I perioden 1995-1999 (sådan cirka) var The Chemical Brothers »the hot shit«. En varm og eftertragtet musikalsk kartoffel. Da var de to barndomsvenner Ed Simons og Tom Rowlands, som ikke er brødre i virkeligheden, men kun i ånden, med til at sætte Big Beat-genren på det musikalske landkort i selskab med andre navne som Fatboy Slim og The Prodigy.

Duoen bragte den hårdtpumpede elektroniske musik ud til masserne. Fusionerede den med elementer fra rocken og poppen. Førstnævntes råhed og energi. Sidstnævntes sans for den gode melodi. Duoen viste, at electronica ikke var en lukket klub for bebrillede nørder. Det var menneskemusik, men skabt på maskiner.

Folk stod i kø for at kollaborere med dem. Oasis’ Noel Gallagher, The Charlatans’ Tim Burgess og New Orders Bernard Sumner var blandt de prominente navne, som lagde vokaler på The Chemical Brothers’ numre i velmagtsdagene, hvor de scorede 13 Top 20-singler.

Det var dengang. Meget vand er løbet gennem bækken siden. »Brødrene« kan fortsat tiltrække spændende gæstevokalister som Beck, St. Vincent og A Tribe Called Quests legendariske rimsmed Q-Tip, der alle giver deres besyv med på briternes nye album, »Born In The Echoes«.

Fra new school til old school
Her er det dog evident, at Simons og Rowlands ikke længere dikterer den musikalske dagsorden. Dengang var de new school. Nu er de old school. Pionerer, snarere end nysgerrige. Den vej går det jo oftest.

Men selv om d’herrer ikke længere er ledestjernen, som svinger taktstokken, har de fortsat gode ting at byde på. Den effektive åbner »Sometimes I Feel So Deserted« er et suggestivt beat-inferno med androgyne vokaler, overstyret bas og manipulerede synthesizere. »EML Ritual«, som gæstes af sangeren Ali Love, er en pulserende clubbasker. Den St. Vincent-gæstede »Under Neon Lights« er elskovssyg technopop med staccato-maskinel vokal og Annie Clarkes signatur-legesyge guitarfigurer, mens den afsluttende slowburner »Wide Open« med Beck, er eminent melankolsk indietronica.

Nok er blandingen af musikalske kemikalier ikke så ny, banebrydende og vanedannende som i The Chemical Brothers’ heydays i de gyldne 1990ere, men generelt er »Born In The Echoes« en ganske lytteværdig oplevelse, der viser, at briterne fortsat har deres berettigelse på musikscenen. Selv om de nu tilhører den gamle skole.

Hvem: The Chemical Brothers
Hvad: »Born In The Echoes«, Virgin/EMI

Hør albummet her: