Hvor godt er det at se musik? Et er at være til en koncert og ud over den fysiske oplevelse sætte sit eget fokus. Et andet er DVD. Her må man underkaste sig tilfældige producere og kamerafolks tilfældigt valgte vinklinger af begivenderne og mere eller mindre rastløs vente på en stjernestund eller to.
Nærværende dobbelt-DVD sætter fokus på den canadiske Festival International de Jazz de Montréal, der har Guinness' ord for at være verdens største jazzfestival, selv om Copenhagen Jazz Festival, hvad angår antal af koncerter, faktisk er betydeligt større.
Der indledes med en 52-minutters film, hvor festivalens kunstneriske leder André Ménard løber ind i jazzjournalisten Stanley Péan i en barbersalon, og - sekunderet af den italienske barber - snakker de om den 30-årige festival og diverse højdepunkter, som illustreres med koncertklip.
Men der er for meget snak - så spring filmen over og gå direkte til de såkaldte »memorable moments«, der indledes i 1985 af trompetisten Miles Davis og hans elektriske come back-slagnummer »Jean Pierre«.
Karismatisk mester
Det er fascinerende at opleve den karismatiske mester, om end guitaristen John Scofield virker alt for påtrængende, og de øvrige musikere alt for anonyme. Og apropos anonymitet, så er alle sidemænd på samtlige klip anonyme i den forstand, at de ikke krediteres, heller ikke i det vedlagte hæfte. I en så stort anlagt jazzhistorisk udgivelse er det helt uacceptabelt, idet mange af disse musikere yder fortræffelige indsatser.
Til hovednavnene hører Dizzy Gillespie, Pat Metheny og Gonzalo Rubalcaba, og interessant er det at opleve den brasilianske bossa-legende Antonio Carlos Jobim, ligesom det er dejligt at se og høre sangerinden og pianisten Diana Krall. I 1983 får jazzsangens førstedame, Ella Fitzgerald, med en smuk udgave af »I've Got A Crush On You« sunget sig ud af den skygge, hun er af sig selv, og i 1982 spiller den blot 20-årige trompetist Wynton Marsalis fantastisk, mens den eminente italienske trompetist Enrico Rava i 2005 får publikum til at synge med på »Poinciana«.
Gribende Oscar Peterson
Pianisten Oscar Peterson er - i en triooptagelse fra 1989 - i imponerende fysisk form. Det er han ikke i 2004, hvor han står for den halvanden times koncert, som er DVD'ens hovedværk. Pianisten optræder her for sidste gang i sin hjemby, og det er også en af de sidste optagelser med bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen. Oscar Peterson, der ikke har fordums styrke, slet ikke i sin venstrehånd, giver bare alt, hvad han har i sig.
Det er gribende, ikke mindst da hans instrumentkollega og landsmand, Oliver Jones, dukker op, og de to pianister - på hvert sit flygel - leverer »Just Friends« samt den udødelige »Hymn To Freedom«. Sidstnævnte er en stjernestund af dimensioner. Oscar Peterson er på én gang kreativ, begejstret, magtfuld og afmægtig.
Musikken er fantastisk, og en dybt bevæget Oscar Peterson omfavner sin medspiller og modtager publikums uforbeholdne applaus. Det er bare hjerteskærende smukt.
