Der var engang, hvor Gnags var hele Danmarks festorkester og blandede legesyg musikalitet og hjemmestrikket gøgleri med kaniner, kaffemaskiner og en grundvigsk tro på folkelighed og tilgængelighed.

Men orkestrets stjerne har ikke just været opadstigende de seneste 10-15 år, og bandets hensygnen har også gjort frontmand Peter A.G. til en mindre markant spiller på den hjemlige musikscene.

Det siger også noget om hans position i dag, at han netop nu er på en lille soloturne på meget små spillesteder. Og med sig rundt i landet har han 13 nye sange, som er samlet på det kuriøst betitlede album »Det Scene Show«, hvor han har allieret sig med et stærkt hold musikere.

Fri af gnagseri

Jonas Struck, Mikkel Hess og Jeppe Saugmann er nogle af dem, der har klædt Peter A.G.s milde melodier i en altovervejende stilfærdig og organisk klangdragt. Der er ikke meget kækt gnagseri over udtrykket - og gudskelov for det - men derimod en tro på, at sangene godt kan klare sig uden musikalske udråbstegn.

Og midt imellem håndvarme guitarer og diskret elektronik står Peter A.G.s stemme, som ikke ligner nogen anden med sit halvt hakkende, halvt syngende skjernsmål.

Men dér hvor »Det Scene Show« for alvor bliver interessant er i teksterne, som er fulde af glimt fra barn- og ungdom. Den vej er mangt en kunstner slået ind på før ham, og det er altid interessant at se og høre, hvordan de var i de formative år - eller måske rettere, hvordan de ynder at fremstille årene.

På den led adskiller Peter A.G. sig ikke fra andre kunstnere. Han præsenterer sig således som utilpasset, som outsider. »Jeg har neglerodsbetændelse/og jeg stammer«, lyder det i »Det når mørket falder på«, og i »Min første guitar« fortæller han, at den tidlige ungdom heller ikke var let:

»Når de andre gik med kæreste/sad jeg oppe på mit værelse og spillede/og jeg sang om fællesskabet/jeg var ikke i stand til at dele det/og når andre gik til bal/sad jeg oppe på første sal og spillede/og jeg sang om fællesskabet/jeg var ikke i stand til at dele det.«

I balance

Som det turde fremgå, er det ikke stor lyrik, som tegner albummet, men når ordene synges, så opstår en fin sårbarhed og et sart vemod. Selvironi har dog aldrig været Peter A.G.s store styrke, og han nærmer sig da også det selvhøjtidelige, men krydser sjældent grænsen, og den underspillede musikside er med til at holde tingene i balance.

Ja, »Det Scene Show« er det bedste fra Peter A.G.s hånd i årevis - og et interessant blik ind i hans fortid og selvforståelse.