Minder i mesterklasse

Singer-songwriter: Fuldkommen fremragende samling af sange fra afdøde og sørgeligt oversete Arthur Russell.

Discolydmand, cellist og ikke mindst singer-songwriter Arthur Russell døde af AIDS i 1992 uden det store postyr, men efterlod et liv og et værk uden lige. 21 af de bedste øjeblikke kan opleves på opsamlingen »Love Is Overtaking Me«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

At sangskrivningens kanon udgøres af navne som Bob Dylan, Leonard Cohen og Neil Young turde stå klart for enhver. De er blevet forgyldt og forgudet i årtier og har aldrig haft grund til at føle sig oversete, endsige misforståede.

Anderledes med Arthur Russell, der døde af AIDS i 1992, uden at det vakte noget nævneværdigt postyr. Men amerikaneren efterlod altså et liv og værk uden lige, og på »Love Is Overtaking Me« er 21 af hans bedste øjeblikke fra 1970erne og 1980erne trukket ud af de tusindvis af båndspoler, man fandt i hans hjem.

Her møder man ikke lydmanden Arthur Russell, der stod for nogle af discoens mere visionære indslag, eller cellisten Arthur Russell, som samarbejdede med Allen Ginsberg, David Byrne og Philip Glass.

Nej, her er det sangeren og sangskriveren Arthur Russell, der folder sig ud på en måde, som er så betagende, at den ene gennemlytning uafladeligt kalder på den næste.

Det er imidlertid ikke sange, der imponerer ved at være synderligt komplekse, men ved at virke fuldkommen nærværende og naturlige, når de føjer smittende melodik til håndvarme arrangementer, der læner sig op ad både country, folk og pop.

Vel er der glimtvise spor af inspiration fra mestre som Townes Van Zandt, Gram Parsons og Bob Dylan, men Arthur Russell besidder en egen tone, som ikke mindst opstår i mødet mellem hans usentimentale stemme og versene, der kredser om afsked og kærlighedstab.

Stor sproglig omhu
Som i den pianopyntede »I Couldn’t Say It To Your Face« eller den bragende smukke »Oh Fernanda Why«, hvor det blandt andet lyder, at »I write myself a letter instead of writing you« og »The best of me is still alone outside the house«.

Det er præcist, det er prægnant, det er præget af stor sproglig omhu. Og Arthur Russell var i det hele taget præget – og nok også plaget – af en voldsom selvkritik, hvilket betød, at han kun undtagelsesvist følte, at resultaterne af det arbejdsraseri, han levede i, var gode nok til at klare sig uden for lejligheden i New York.

Og der er da en vis grum ironi i, at mange mindre begavede singer-songwritere udgiver stort set hver eneste forglemmelige sang, de skriver, imens sangene fra en så exceptionelt begavet kunstner som Arthur Russell er så svære at komme til.

Men det har pladeselskabet Audika lykkeligvis sat sig for at ændre på, og nu er det så muligt at lægge øre til tidløse indslag som »Close My Eyes«, hvor anslagene på en western-guitar er stemmens eneste selskab, og »Goodbye Old Paint«, hvor en melodi i samme country-stil forsires med kammerpoppet brug af klarinet og fløjte.

Eller til den horndekorerede »What It’s Like« og den popkække »Hey! How Does Everybody Know«. Eller til … ja, man kunne blive ved med at fremhæve sange på »Love Is Overtaking Me«, der bare vokser og vokser og vokser.

»A habit of you would be hard to give up«, lyder det et sted på albummet, og det samme kunne man sige om Arthur Russells sange.

Sand mesterklasse, simpelthen.