Minder fra et dansegulv

Den britiske producer Jamie xx indfrier alle forventninger på sit bevægende og uhyre velproducerede debutalbum »In Colour«.

01magjamieXX_FotoTomBeard.jpg
Billedtekst Fold sammen
Læs mere

Den her har vi ventet på længe. Med en lind strøm af fænomenale singleudspil, et innovativt remix-album med soul-pioneren Gil Scott-Heron og ikke mindst to stilskabende udgivelser med London-trioen The xx har den 26-årige brite Jamie Smith med kunstnernavnet Jamie xx forlængst slået sig navn fast som en af tidens mest markante producere.

Allerede med The xx viste han sig som en mester udi minimalismens svære kunst, og den less-is-more-filosofi viderefører han på fornemste vis på sit debutalbum »In Colour«, hvor en af de helt store attraktioner er den måde, produktionernes enkeltelementer får lov til at stå flot og lysende klart.

Men hvor han med The xx brugte minimalismen til at skabe en intim og atmosfærisk afart af r&b, applicerer han den her i stedet på Storbritanniens elektroniske dansemusik, som den blev spillet til raves, på klubber og i piratradioer i midt- til slut-90erne. Helt specifikt er det UK Garage-genrens elastiske bas-linjer, synkoperede beats og pitch-shiftede vokal-samples, som Jamie xx her piller fra hinanden, hiver tempoet ud af og rekonfigurerer i nye glinsende formationer. Der på én gang fremstår let nostalgiske og supermoderne.

Lyden på disse 11 numre bliver derfor på mange måder til et fjernt og flimrende ekko af den oprindelige rave-oplevelse. De enkelte elementer - det ensomme lufthorn på åbneren »Gosh«, de opklippede samples og halvt færdige sætninger på »SeeSaw«, de pulserende synth-arpeggioer på »Stranger In A Room« - konnoterer dansegulv og natteliv, men de er sat ind i en lytte-kontekst fremfor en danse-kontekst.

Afmålt rejse i lyd

Ikke dermed sagt, at man ikke kan bevæge sig til disse sange. Det kan man sagtens. Men den måde Jamie xx serverer dem på, gør, at man i høj grad også bliver bevæget. Altså rent følelsesmæssigt.

Både på de rene instrumental-numre som den sindssvagt smukke, piano-pulserende »The Rest Is Noise«, den olietønde-samplende »Obvs« og den über-funky »Girl«. Men i høj grad også på de numre, hvor kollegerne fra The xx - Oliver Sim og Romy Madley Croft - optræder på gæstevokaler. Særligt Romy er med sin sensuelt bedrøvede stemme med til at gøre »Loud Places« til et af pladens højdepunkter. Godt hjulpet på vej af Jamies godt sete sample af et gammel soul-nummer fra trommeslageren Idris Muhammad.

Eneste minus på et album fuld af højdepunkter og med et fornemt flow er »I Know There’s Gonna Be (Good Times)«, hvor rapperen Young Thug og dancehall-toasteren Popcaans vokale bidrag stikker uheldigt ud. Det bliver ganske enkelt for viltert på en så nøje afmålt lydrejse.

Det er dog på ingen måde nogen katastrofe, og samlet set er der ingen tvivl om, at Jamie xx indfrier alle de høje forventninger. »In Colour« er med længder et af årets hidtil mest bevægende og velproducerede udspil. Også selv om man ikke har stået på et britisk dansegulv i slut-90erne.

Hvem: Jamie xx
Hvad: »In Colour«, Young Turks