5 stjerner
Drake, »Nothing Was The Same«, Universal
Der er ikke småting, der er sket indenfor moderne r&b de seneste par år. Den før så udadvendte og lettere banale mainstream-genre er blevet overtaget af en ny plaget generation af sangere og rappere, der i højere grad kigger indad og bruger deres musik som en art offentlig skriftestol, hvor alle deres dårlige sider bliver sat til skue.
Tendensen fortsætter for uformindsket styrke på nye album fra de to canadiere Drake og The Weeknd, der sammen med amerikanske Frank Ocean om nogen har været frontløbere i den nye bølge.
Hvor Drakes to år gamle »Take Care« for alvor slog hans navn fast i mainstreamen, er hans nye »Nothing Was The Same« for en stor dels vedkommende optaget af at konsolidere og understrege hans position i toppen af gamet. Hvilket udmønter sig i, at Drake bruger en stor del af albummet på at slå fast, hvor mange penge han har, hvor mange damer han har scoret, og hvordan han har udmanøvreret alle sine konkurrenter.
Den slags er sjældent synderligt interessant i sig selv, men i Drakes tilfælde er det meste realiseret på så overbevisende manér, at det er svært ikke at overgive sig. Dels fordi der er få, der som ham formår at veksle mellem indfølt sang og velartikuleret rap på så ubesværet vis. Dels fordi hele albummet er strøet med den ene mindeværdige linje og punchline efter den anden. Og sidst men ikke mindst på grund af den faste samarbejdspartner Noah »40« Shebibs innovative og luksuriøse produktion, der giver Drake de mest blærede rammer at skeje ud i.
Således løfter klassiske paradenumre som »Started From The Bottom« og »The Language« sig uden problemer op blandt genrens bedste i år, mens »Hold On We’re Going Home« øjeblikkeligt spiller sig op blandt tidens helt uomgængelige popsange. Men det er på de mere skrøbelige numre, at Drake for alvor bliver vedkommende. Som på de klaverbårne »From Time« og »Too Much«, hvor han åbenhjertigt fortæller detaljeret om sit problematiske forhold til både navngivne kvinder og nære familiemedlemmer. Det er ikke altid videre sympatisk. Men det gør det bestemt ikke mindre fascinerende.
Menneskelig bankerot
4 stjerner
The Weeknd, »Kiss Land«, XO/Republic
Synderligt sympatisk kan man heller ikke beskylde kollegaen Abel Tesfaye for at være. Allerede på hans tre selvudgivne mixtapes fra 2011 fik han under kunstnernavnet The Weeknd hurtigt slået sit navn fast med sin narkotiske r&b-lyd og nihilistiske tekstunivers.
På det officielle debutalbum »Kiss Land« har Tesfaye holdt fast i den mørke grundtone, mens lyden er blevet større og mere monumental. Hvor de ofte Michael Jackson-klingende vokalfraseringer er hentet i soul og r&b, befinder hans musikalske univers sig til gengæld milevidt fra disse genrer.
Her er i stedet tale om en gennemsyntetisk musik gennemtrukket af mørke skygger, blinkende neonrør, faldende regn, blankt stål og plastik. Som en musikalsk version af scenografien i sci-fi-klassikeren »Blade Runner«.
Disse dystert glittede musikalske kulisser fungerer som en særdeles udtryksfuld kulisse for Tesfayes selvudleverende tekster, der tegner konturerne af et meget tomt og ensomt menneske. For selvom Tesfaye har smagt berømmelsen og – som han selv udtrykker det – har set hele verden de sidste 12 måneder, ja så har det på ingen måde gjort ham til et mere lykkeligt endsige afbalanceret menneske. Tværtimod.
Han udnytter stadig kvinderne på det groveste. Groupies og strippere? Selvfølgelig! Ecstasy, blunts, coke og hostesaft? Naturligvis! Så længe det er noget, der holder tomheden og selvhadet på afstand.
Det er ganske forstemmende sager. Men selvom det af gode grunde er svært at have sympati for Tesfayes menneskelige bankerot og kvindesyn, så er der alligevel noget sært dragende ved at lægge ører til dette eksistentielle mareridt. Og som sådan er »Kiss Land« et rigtig stærkt bud på moderne undergangs-r&b i sin allermest nihilistiske variant. Vi må håbe, at han snart søger hjælp.
