Den 4. november 1969 var der koncert i Tivolis Koncertsal. Det var nærmere betegnet den sidste aften i en koncertrække med fællestitlen »Copenhagen Jazz Festival 1969«, og det var dermed også årtiets sidste betydelige jazzkoncert i Danmark. På scenen var den amerikanske trompetist Miles Davis, en musiker, der interessant nok - samme sted - havde stået for årtiets første betydelige koncert, da han i marts 1960 præsenterede musik fra sit epokegørende 1959-album »Kind of Blue«.
Og her ti år senere var den da 43-årige jazzkunstner nok engang klar til at sætte en dagsorden. Ja, publikum kom hurtigt i vildrede, idet Miles Davis - i et 70-minutters forløb - bød på musik, som ikke blot var ukendt, men tilmed præget af megen fri og ekspressiv improvisation af til tider nærmest skræmmende tilsnit. Hvad gik denne musik så ud på? En nærliggende teori på stedet var, at Miles Davis lod sig provokere af, at koncertens anden afdeling var overladt til 1960ernes kontroversielle avantgarde-jazz-mester, pianisten Cecil Taylor. Men nej.
Masser af improvisation
I jazzhistorisk perspektiv er svaret mere enkelt. Og i hvert fald udkom der en facit-liste i april 1970 i form af dobbelt-albummet »Bitches Brew«. Det bød på musik, som Miles Davis havde indspillet i august 1969 i et studie i New York, omgivet af et stort hold af musikere, heriblandt flere trommeslagere, flere bassister og flere keyboardspillere samt - nok så væsentligt - saxofonisten Wayne Shorter, basklarinettisten Bennie Maupin og den britiske guitarist John McLaughlin. Det var musik, der i vidt omfang var baseret på meget enkle temaer, skitser og rytmiske eller klanglige figurer, som Miles Davis umiddelbart inden indspilningen havde forelagt musikerne, som herefter improviserede på livet løs.
Mens Tivoli-koncerten således var fem musikeres improvisation over de improvisationer, der var blevet skabt i studiet i New York, skulle det endelige plade-produkt fremstå langt mere struktureret. Mens Miles Davis var i Europa, sad hans faste producer, Teo Macero, nemlig og bearbejdede det indspillede materiale. Og der var ikke tale om en almindelig redigering. Også på det område blev der skrevet musikhistorie. Ud over at være en prominent producer for Columbia Records var Teo Macero nemlig også komponist og inspireret af nye former for klassisk musik, herunder konkret og elektronisk musik samt den såkaldte third stream music, der forenede jazz og klassisk musik. Han klippede det indspillede materiale op i mange sekvenser og satte dem sammen, som han nu fandt det passende, ofte med loops og anden elektronisk bearbejdning. Derfor er »Bitches Brew« et af jazzhistoriens - på én gang - mest improviserede og mest gennemkomponerede værker.
Godt genhør og gensyn
Og giver det så mening at lytte til værket - her 40 år efter. Det mener de folk, der ligger inde med såvel det fysiske materiale som ophavsretten til samme. I hvert fald har de netop udsendt en 40-års-jubilæums-boks, hvor der ikke er sparet på noget som helst.
Her får man den oprindelige vinyl-dobbelt-LP, der er reproduceret fra de originale analoge bånd - og selvfølgelig med billedkunstneren Mati Klarweins signifikante omslag, der signalerer heksebryg og anden mystik. Dertil et par CDer med samme musik plus ekstra materiale samt en CD med en koncertoptagelse fra Tanglewood i USA i august 1970, og så endelig - hele Tivoli-koncerten - optaget af DR - på DVD. Alt i en luksus-indpakning, inklusive et 50 siders - farverigt og informativt - hæfte.
Og hvad kan man så mene som lytter anno 2010? Der er fortsat ingen vej udenom. Det handler om at give sig hen. For »Bitches Brew« er fra ende til anden et bombardement. På sin vis fortsat skræmmende, men mindst lige så opløftende og bevidsthedsudvidende. Aldrig indsmigrende og næppe til en hyggestund. Der er tale om lange numre, eksempelvis varer titelnummeret 27 minutter, og der sker uophørligt et og andet - med og uden puls - og med ingredienser af alskens etnisk musik, nyere kompositionsmusik, freejazz og tidens psykedeliske rockmusik. Men selv om der er tale om kollektiv improvisation fra et stort opbud af musikere, oplever man ikke en rodebutik. Overordnet er der en stil og en klar - både tonal og emotionel - stemning. Miles Davis spiller umiskendeligt som Miles Davis, men dog langt mere aggressivt end tidligere, og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at »Bitches Brew« er den smeltedigel, der for alvor sætter gang i den store fusion af jazz og rock. Medmusikere som Wayne Shorter og John McLaughlin og keyboardspillerne Chick Corea og Joe Zawinul bliver da også toneangivende på de følgende års store fusionsjazzbølge.
Ingen tvivl - med »Bitches Brew« sætter Miles Davis - 20 år efter »Birth of the Cool« og ti år efter »Kind of Blue« - sin tredie og sidste store milepæl i jazzhistorien. Og Tivoli-koncerten står som en klar og lysende med-milepæl.
