Miles Davis’ europæiske milepæle

Hvordan lød jazztrompetisten Miles Davis, når han i 1960erne gæstede København? Sådan!

Miles Davis i Kobenhavn i marts 1960. Foto: Mina Wolff Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvilken musiker satte dagsordenen for jazzen gennem hele sit aktive liv? Herunder de europaturneer, der omfattede København?

Det gjorde Miles Davis. Amerikansk trompetist, der, til trods for at han forlod denne verden i 1991, fortsat er blandt nutidsjazzscenens mest dagsordensættende musikere.

Ikke mindst i 1960erne havde Miles Davis’ kunstneriske sprog og udvikling en original, grænseoverskridende og til tider kvantespringsagtig karakter, og hans besøg i København skabte altid både overraskelser, diskussioner og fascination.

Man har kunnet læse om disse besøg, og nu er det via CD-udgivelser muligt at opleve musikken.

Koncerten i Tivolis Koncertsal 24. marts 1960 var Københavns første regulære jazzkoncert i det nye årti, og den skulle forblive en af de betydeligste. Året forinden havde Miles Davis udsendt jazzhistoriens bedst-sælgende album, »Kind of Blue«, og koncertens musik befandt sig klart sagt i slipstrømmen af samme, om end Miles Davis allerede var nået en etape videre på sin store rejse.

Koncertens første afdeling blev i øvrigt varetaget af Stan Getz og Oscar Peterson, og Miles Davis’ afdeling bestod blot af tre numre – »So What«, »On Green Dolphin Street« og »All Blues« – på i alt tre kvarter. Men hvilke tre kvarter!

Rytmesektionen med pianisten Wynton Kelly, bassisten Paul Chambers og trommeslageren Jimmy Cobb swinger helt guddommeligt, og Miles Davis har den karakteristiske kølige klang og et utroligt bevægeligt spil. Og så er der medblæseren, tenorsaxofonisten John Coltrane, som i lighed med Miles Davis er inde i en fantastisk udvikling. De to musikere skal da også blive såvel årtiets som alle senere årtiers mest indflydelsesrige jazzkunstnere. Vi får tenorsaxofonspil af magtfuld og ekspressiv karakter, og den fem minutters lange soloekskursion i midten af »All Blues« er en udforskning af saxofonen og af jazzen samt et mørbankende mesterværk.

Fra den første Copenhagen Jazz Festival

Da Miles Davis vendte tilbage til København 4. oktober 1964, var det i forbindelse med et stort eftermiddags- og aftenarrangement i K.B. Hallen, hvor man første gang officielt anvendte betegnelsen »Copenhagen Jazz Festival«.

Det var også første gang, man kunne opleve den kvintet, der stadig står som en af jazzens mest signifikante og inspirerende ensembler, nemlig den, der udover Davis rummede tenorsaxofonisten Wayne Shorter, pianisten Herbie Hancock, bassisten Ron Carter og trommeslageren Tony Williams.

Optagelsen er ikke i super kvalitet, men absolut acceptabel, og man kan til fulde nyde lyden af den Miles Davis-fase, hvor trompetisten fortsat byder på standardmelodier som »Autumn Leaves« og »Stella By Starlight« om end med nye farver, og hvor han selv og Wayne Shorter leverer kæder af intenst blæs. Og dertil en rytmesektion som med overrumplende temposkift og polyrytmik uophørligt fører musikken ind på nye stier, pisket frem af den blot 18-årige Tony Williams’ revolutionerende trommespil.

The lost quintet

Som sagt var det Miles Davis, der åbnede det københavnske jazzårti, og det var da også ham, der lukkede det – i Tivolis Koncertsal 4. november 1969. Denne koncert er dog ikke inkluderet i et nyt bokssæt med diverse 1969-optagelser fra Europa.

Det er tilgæld koncerten i Stockholm den følgende aften, og dertil er der to koncerter fra juli måned fra den franske Juan-les-Pins-festival samt en DVD fra Berlin 7. november. Koncerten i København er i øvrigt tidligere udsendt på DVD.

Der er tale om den Miles Davis-gruppe, der er blevet kaldt »the lost quintet«, idet den aldrig indspillede et regulært studiealbum. Quintetten rummer – udover Miles Davis og Wayne Shorter, der nu også spiller sopransaxofon – tre fremadstormende musikere, Chick Corea på elklaver, Dave Holland på kontrabas og Jack DeJohnette ved trommerne.

Blandt publikum og kritikere var der både begejstring, forundring og forvirring over Miles Davis’ musik, som i lange forløb tangerede rabiat freejazz. I realiteten var der tale om variationer over den musik, der blev indspillet i august 1969 til det epokegørende jazz/rock-fusions-album »Bitches Brew«, som først året efter så dagens lys.

Når man i dag har historikken i orden, falder tingene på plads, om end man fortsat kan blive aldeles rystet i krop og sjæl over kvintettens musik. De hidsige hvin i hornene og det ekspressive bjældeagtige elklaverspil, ja, bare intens musik i konstant forandring.

Jeg er ikke sikker på, at ret mange formår at høre hele bokssættet i ét hug. Men mindre kan også gøre det, ja, hvor som helst, man dykker ned, er det bare fantastisk musik.

Hvem: Miles Davis Quintet:

 

Hvad: »With John Coltrane in Copenhagen 1960«. »In« Crowd Records/Jazzcup.

  

Hvad: »Live in Copenhagen 1964«. Domino Records/Jazzcup.

  

Hvad: »Live in Europe 1969« »The Bootleg Series Vol. 2«. Sony Music.