Jubii. Juhuu. Det er svært at få armene ned. Det har taget sin tid, men landets mest interessante orkester i krydsfeltet mellem pop- og rockmusik er vendt hjem. Ikke bare til Danmark fra udlandseventyret i London og fjernere egne.
Også rent musikalsk er Mew igen Mew. Ikke det samme gamle Mew, men et nyt gammelt Mew. I 2003 skiftede Hellerup-drengene deres underskønne, kantede tag om poppen ud med rockbuldrende trommer og tordnende baslinjer.
Som rockband sikrede Mew sig et gedigent, kommercielt gennembrud herhjemme og i Norge! Men især efter »Mew and the Glass Handed Kitres« fra 2006 kom man i tvivl om, hvorvidt de herrer bevidst var i færd med at ødelægge alt det fine og smukke, der oprindeligt var kimen i deres musikalske filosofi.
Progrock sprøjtet ud over en plade, der var pustet så meget op, at et prik fra den mindste synål ville få hele bandets karriere til at eksplodere og blæse væk i næsten ingenting.
Bedste album til dato
Men nu har Mew, der siden dengang er blevet reduceret fra en kvartet til en trio, i samarbejde med produceresset Rich Costey (Interpol, Muse m.fl. og pudsigt nok manden der i sin tid gjorde dem til et rockband) søgt kunstneriske udfordringer i retning af den klare pop, som ingen, end ikke i udlandet, spiller som de. Og resultatet er, det er der ingen grund til at gemme på, Mews bedste album til dato.
Det er samtidig deres mest varierede og mest eksperimenterende langspiller. På »No More Stories« spilles et nummer baglæns, der leges med et herligt blend af funk og indiepop, stemninger sættes af børnekor, håndklap, blæsere etc. Der er kort sagt ingen grænser for hittepåsomheden. Blot den at alting styres i mål af trioens fine, fine fornemmelser for ørehængende melodier. Det er sådan med Mew, at de kan skifte tempi, genrer, instrumenter og fokus i flere omgange i løbet af et enkelt nummer, uden at melodien bliver væk. Den slags gør man ikke bare. Bo Madsens skæve guitarfigurer og især Silas Graaes opfindsomme trommestikker overrasker igen og igen på en plade, der i det hele taget er mættet med musikalske nuancer. Det er i sig selv ikke nyt, men det har længe lydt og lugtet endog meget påtaget og forceret, unødvendigt prætentiøst og upersonligt. Og rent ud sagt voldsomt irriterende og ligefrem fremmedgørende, når det har været værst. Med undtagelser forstås, for selv når Mew har lydt som verdens mest nævenyttige 70er progrock-kopiband, har det hevet et uomgængeligt hit eller tre op af posen.
Melankolsk stemning
Pladens stemning er melankolsk, sørgmodig og rigtig fin. I Mews univers er det heldigvis ikke modsætningsfyldte følelser, men med til at skabe en tone fra første til sidste spillesekund, der ligefrem suger lytteren ind i et stemningsfuldt, særegent univers – som sine steder er både skønt, uhåndgribeligt romantisk og skræmmende.
Eneste store hage ved »No More Stories ...« er teksterne. Det er let at komme i tvivl om, hvorvidt de ord og linier Jonas Bjerre udtrykker, overhovedet er tænkt som egent-lige sangtekster. De lyder snarere som noget, man ikke skal lytte efter, men blot acceptere som et instrument blandt mange. Men lytter man alligevel godt efter, vil man høre den ene fy-føj banale kærlighedstrivialitet skrevet på et engelsk ordforråd, der ikke har gæret siden niende klasse. Det er en ærlig sag ikke at kunne leve uden en bestemt anden, at føle sig som et større menneske i selskab med selvsamme. Hvorfor frygten for at miste vedkommende er oplagt skrivebenzin, for slet ikke at tale om, hvis hun rent faktisk skrider. Men den slags kan forfattes mere poetisk, stærkere og elegant end her. For den forbindelse er jo den største i verden, det eneste, der er værd at ånde for. Kun en enkelt linje fra albummet siddende efter både 10, 20 og 30 gennemlytninger: »Put your hand in mine/We will go skating om the thinnest ice we can find«. Et rigtig fint stilbillede. Men så heller ikke mere. Hvilket er overordentlig synd og skuffende, musikken fortjener simpelthen et bedre match.
